Bedst og værst: FC København - Esbjerg fB
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Generelle

Bedst og værst: FC København - Esbjerg fB

Tipsbladet.dk zoomer ind på den første semifinale mellem FC København og Esbjerg fB i pokalturneringen.

Tipsbladet.dk i Telia Parken

FC København - Esbjerg fB 1-1 (1-0)

1-0 Youssef Toutouh (10)

1-1 Mick van Buren (68)

Kampens bedste:

FC København:
Den tidligere Esbjerg-spiller Youssef Toutouh gjorde for alvor det onde ved sin gamle klub denne torsdag. Midtbanemanden scorede et flot mål efter ti minutter og kunne sagtens have scoret flere mål. Toutouh var FC Københavns farligste mand offensivt og var især god til at komme med ind i feltet, når der blev slået et indlæg fra en af kanterne. Faldt dog en smule ud i anden halvleg.

Esbjerg fB:
De bemærkelsesværdigt gode præstationer stod ikke i kø for Esbjerg-mandskabet, men målmand Martin Dubravka markerede sig især i slutfasen med et par meget vigtige redninger på nogle kvalificerede afslutninger fra FC København. Dubravka har en stor andel i det fine vestjyske udgangspunkt.

Kampens værste:
Det startede rigtig skidt for Esbjergs Ryan Johnson Laursen, og det blev aldrig rigtig godt igen. Den talentfulde højreback mere eller mindre forærede Youssef Toutouh en scoring efter ti minutter, og det gjorde ham groggy. Havde kampen igennem store problemer med især Youssef Toutouh.

Kampens detalje:
Nogle spillere ser man helst ikke drible med bolden. Michael Jakobsen er en af disse spillere. For det første fordi han er central forsvarsspiller, og for det andet fordi han ikke ligefrem er nogen Messi-klon udi kunsten at drible. Alligevel præsterede Esbjerg-spilleren faktisk en flot og ikke mindst iskold detajle i første halvleg, da han med en flot vending med fodsålen snød Nicolai Jørgensen, der ellers pressede ham hårdt på et farligt sted for gæsterne.