Den russiske storklub Zenit Skt. Petersborg har fundet sin nye træner, der afløser den fyrede Luciano Spaletti i spidsen for klubben.
Det bliver portugisiske André Villas-Boas, der overtager posten som cheftræner. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.
André Villas-Boas har længe været sat i forbindelse med trænersædet i Rusland, og nu er det altså blevet officielt. Portugiseren har været uden job, siden han blev fyret som Tottenham-manager i december, men nu skal han stå i spidsen for Zenit i de kommende år, idet parterne har skrevet en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2016.
Zenit Skt. Petersborg ligger i øjeblikket nummer to i den russiske liga og har tre point op til Lokomotiv Moskva på førstepladsen.