Alex Fergusons højre hånd færdig i Iran
Generelle

Alex Fergusons højre hånd færdig i Iran

Carlos Queiroz, der i mange år var assistent for Alex Ferguson i Manchester United, er færdig som landstræner for Iran.

Carlos Queiroz har et fantastisk træner-CV, men det er meget begrænset, hvad han har haft af succes i sin karriere. I hvert fald som chef. Portugiseren havde sin storhedstid som Alex Fergusons højre hånd i Manchester United, men de gange han er gået solo, er det gået temmelig galt.

Således nu igen. Carlos Queiroz er færdig som landstræner i Iran, selv om han havde kontrakt til og med VM 2018. Hans sidste opgør i spidsen for Iran blev derfor 1-3-nederlaget til Sverige tidligere på ugen. Carlos Queiroz overtog jobbet som landstræner for Iran i 2011.

- Jeg er stolt over spillerne og holdet, og det vi sammen har udrettet de seneste fire år. Det føles en smule trist at skulle videre, men sådan er livet, og nu ser jeg frem til nye udfordringer, siger Carlos Queiroz.

62-årige Carlos Queiroz har i to omgange også været landstræner for Portugal, og han har desuden stået i spidsen for Sydafrika og De Forende Arabiske Emirater. Ydermere huskes han for en utrolig dårlig periode som manager i Real Madrid i sæsonen 2003/2004.