Aimar aftale på plads efter 10 min.

Aimar har forlænget sin aftale med Benfica med et år. Foto: Scanpix
Den lille kreatør Pablo Airmar har forlænget sin kontrakt med den portugisiske storklub Benfica.

Pablo Aimar var blot en af mange argentinske midtbanespillere, der i starten af det nye årtusinde blev udråbt som den nye Diego Maradona. Men som så mange andre før ham, kunne denne lille offensive midtbanespiller ikke leve op til prædikatet.

Til trods for at have enkelte storslående momenter i den spanske storklub Valencia har Aimar aldrig for alvor fået slået sit navn fast som en af de helt store stjerner på den europæiske fodboldscene.

Men siden 2008 har argentineren spillet i Benfica, og Aimar ser ud til at trives med ikke at være i søgelyset i fodboldeuropas mest intense kikkerter. Det lader dog til at det gode forhold mellem spiller og klub er gensidigt, i hvert fald har Aimar undskrevet en kontraktforlængelse  med Lissabon-klubben.

Aimars tidligere kontrakt løb ud til sommer, men da parterne først satte sig ved forhandlingsbordet, gik der ikke længe, før de blev enige.

- Aftalen kom i hus efter blot 10 minutter, idet både spilleren og Benficas præsident (Luis Filipe Vieira, red.) længe havde ytret ønske om at forlænge aftalen, lyder en erklæring på klubbens hjemmeside.

Aimar skiftede til Benfica fra Real Zaragoza og har siden sin debut optrådt 140 gange for den portugisiske storklub. Kontrakten er blevet forlænget med et år.

Seneste nyt på tipsbladet.dk