Ærgerlig DBU-formand: Anholdelser bekræfter behov for ny præsident
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Generelle

Ærgerlig DBU-formand: Anholdelser bekræfter behov for ny præsident

DBU's formand, Jesper Møller, er overrasket og ærgerlig over, at en række FIFA-ledere er blevet anholdt, men det bekræfter ham samtidig i, at der er behov for en udskiftning på præsidentposten.

Tidligt onsdag morgen stormede schweizisk politi et hotel med flere prominente FIFA-ledere, hvor man blandt andet anholdte seks. De er under anklage for korruption, og det ærgrer DBU-formand Jesper Møller, at den slags sager skal tage opmærksomheden op til FIFA's præsidentvalg på fredag.

- Det er jo mildest sag en træls sag, og det overrasker mig, at det kommer nu. Man skal dog være opmærksom på, at bare fordi politiet hiver nogen ind, er det ikke ensbetydende med, at der også er begået kriminalitet, siger Jesper Møller til bt.dk.

FIFA-præsident Sepp Blatter er flere gange blevet beskyldt for korruption, men han skulle ikke være blandt de anholdte. Det ændrer dog ikke på, at Jesper Møller og DBU ikke har tænkt sig at stemme på ham.

Korruption har under alle omstændigheder fundet sted under Blatters lederskab, og det er nok til, at det danske forbund stadig ønsker en ny præsident. Den jordanske prin Ali er den eneste modkandidat.

- Der bliver stillet de samme spørgsmål igen og igen: Hvad er det, der er foregået? Sepp Blatter er en dygtig politiker, men problemet er jo, at de her ting er sket, mens han har været præsident. Vi bliver nødt til at have en ny mand på posten, og det bekræfter det her, siger Jesper Møller.