AaB slog genstridige Odder
Illustration
Generelle

AaB slog genstridige Odder

Odder bed godt fra sig, men AaB's forsvarende pokalmestre var til slut for stor en mundfuld for klubben fra 2. division. AaB vandt 4-2 på hjemmebane.

AaB var uden landsholdsspillerne Nicolaj Thomsen og Rasmus Würtz i onsdagens pokalkamp mod Odder fra 2. division, og savnet af de to kunne mærkes fra start, hvor de forsvarende pokalmestre var i problemer mod lilleputterne.

Nordjyderne, der i fraværet af Kent Nielsen var trænet af Allan Kuhn, fik dog redet stormen af og sikret sig adgang til kvartfinalerne i DBU Pokalen. AaB vandt 4-2 på hjemmebane.

Det var gæsterne fra Odder, der kom bedst fra start. Der var således blot spillet et enkelt minut, da Nicolai Johansen bragte de undertippede gæster foran 1-0. Thomas Augustinussen fik hurtigt udlignet, og efter 12 minutter gjorde Nicklas Helenius det til 2-1, men Odder nægtede at give op og udlignede ti minutter senere ved Tobias Rocatis.

I anden halvleg understregede AaB dog forskellen på Superligaen og 2. division og kørte sejren sikkert i hus. Henrik Dalsgaard gjorde det til 3-2 efter 53 minutter, mens Anders K. Jacobsen lukkede kampen med et kvarter tilbage.

Dermed er AaB videre til næste runde.