Gary Neville: Ronaldo behøver ikke at løbe tilbage
Generelle

Gary Neville: Ronaldo behøver ikke at løbe tilbage

Gary Neville synes ikke, at Cristiano Ronaldo behøver at løbe med tilbage for at hjælpe til defensivt. Portugiseren er den eneste spiller, Neville har spillet med, der ikke behøvede at komme med ned for at forsvare.

Cristiano Ronaldo skulle angiveligt være utilfreds med Rafael Benitez. Et af de rygter, der går på, hvorfor portugiseren ikke er glad, er, at CR7 er utilfreds med, at den spanske træner forlanger, at Real-stjernen skal løbe tilbage og hjælpe til defensivt. 

Men spørger man Ronaldos tidligere holdkammerat i Manchester United Gary Neville, er den 30-årige fløj en af de få spillere i verden, der ikke behøver at hjælpe til defensivt.

- I nogle af de store kampe hos Manchester United blev han skubbet frem på banen. Han er den eneste spiller, jeg kan komme i tanke om, som man ville give tilladelse til at blive fremme på banen i den forstand, at han kan score 45 mål på en sæson, hvilket er et monstrøst tal. Så faktisk vil man, på nogle måder, have, at han har energien, når ens hold er på bolden. 

- I den perfekte verden vil man have, at alle arbejder hårdt på holdet, men han er undtagelsen i min karriere, hvor jeg faktisk synes, der er en grund til, at han ikke behøver at løbe med hjem. Han gør nemlig så meget offensivt, siger Neville til Sky Sports.

Cristiano Ronaldo lavede 118 mål i 291 kampe for Manchester United.