- Vi kan vinde EM

Mark van Bommel ser frem mod sommerens EM på trods af den svære gruppe. - FC Barcelona ville få det rigtigt svært mod os, siger han.

Bragt i Tipsbladet 13. januar 2012

Så kom der atter en svær, men spændende lodtrækning ud af bowlen for Oranje. Til VM i 2006 og EM i 2008 havnede hollænderne begge gange i »dødens pulje«, men denne gang er der nærmere tale om en titanpulje: Danmark, Tyskland og Portugal. Det er navne som selv Van Bommel kan få sved i håndfladerne af på de kolde vinteraftener.

»Vi møder tre mægtige modstandere i Kharkiv (i Ukraine, red.). På trods af at det er en rigtig svær pulje, har jeg fuld tillid til, at vi med de kvaliteter, vi har på vores hold kan spille os videre til næste runde. Præcist som til VM i Sydafrika spiller vi vores første kamp mod Danmark. Men i modsætning til VM, møder du faktisk kun stærke modstandere ved en europæisk slutrunde. Se bare på de seneste VM-slutrunder; Der har næsten altid kun været europæiske hold i semifinalerne. Med en 11. plads på verdensranglisten er Danmark den mindste modstander på papiret, men de holdt alligevel Portugal bag sig i kvalifikationen. Og Tyskland har ikke mistet et eneste point i kvalifikationen. Vores sidste møde i Hamborg var en tydelig advarsel til os. Men i Kharkiv vil vi vise, at vi kan spille lige op med dem. Alt i alt er det tydeligt, hvad der står foran os. For os fodboldspillere, men også for fansene, bliver der tale om fantastiske kampe.«

Trylledrik
Han nævner det selv, 3-0 nederlaget mod Tyskland i november. Før den kamp spillede Holland 0-0 mod Schweiz (hvor holdet blev piftet ud) og et 3-2 nederlag til Sverige.

»Ingen behøver at bekymre sig,« konstaterer Van Bommel roligt.

»Resultaterne i de sidste tre kampe vidner ikke om vores normale styrke. Når vi er fuldtallige, har vi stadig et rigtigt stærkt hold. Og der er nuanceforskelle mellem de kampe, du nævner. Mod Sverige havde vi 70% boldbesiddelse, selv om det var dem der skulle frem og vinde. Og de spillede endda på hjemmebane. Det var et kompliment til os - sådan ser jeg det. Det var ikke for ingenting at folk efter kampen sagde, at det var utroligt, at vi ikke havde vundet. Det var klokkeklart vores egen skyld. Tre gange var vi ikke opmærksomme og lukkede et mål ind. Det var en værdifuld fodboldlektion, men sker det igen under en turnering, så ryger vi hjem. Og Tyskland... Ved EM kan det nederlag give os blod på tanden,« siger midtbanespilleren med et blink.

Van Bommel mener - på trods af den dårlige afslutning på 2011 - at Oranje er blevet et bedre hold siden VM i 2010.

»Ja, det mener jeg virkelig. Siden 2008 har vi haft en stigende formkurve, vi spiller bedre og bedre. Den enkelte spiller såvel som holdet spiller mere stabilt. Men det er vel at mærke kun når alle er kampklare. Så har Oranje et enormt højt niveau. Det siger journalisterne, der ser alle træningerne og de nye spillere på landsholdet. De siger bogstaveligt talt: »niveauet er meget højere end på vores klubhold.« Sammenlignet med AC Milan er jeg helt enig. Afleveringerne på landsholdet er næsten så hårde som skud og ovenikøbet modtages de godt og sendes suverænt videre. Det er virkeligt fedt. FC Barcelona ville få det rigtigt svært mod os. Og det på trods af, at vi blot ser hinanden et par gange om året og alle er vant til forskellige spillestile i deres klubber. Man ved virkeligt: Når vi er sammen, gør vi det på den hollandske måde. Alle ønsker at tage del i det, vi kan lide at være sammen. Det centrale er nu at tilpasse detaljerne, så vi kan skabe flere overraskelser under kampene. For detaljer, små ting, afgør kampe. Det så vi i VM-finalen mod Spanien. Vi fik den største chance i kampen, men tabte alligevel. Nå, vi har et nyt mål nu. Vi har troen på, at vi kan blive europamestre.«

Men det har de andre tophold også på FIFAs rangliste - Tyskland, Spanien. Van Bommel finder ranglisten knapt så interessant.

»Det er egentlig lidt hollandsk at prise vores naboer ind i himlen... der er ingen nummer ét, to eller tre. Men der er favoritter og outsidere. Spanien, Tyskland og Holland hører til blandt de største favoritter til at vinde europamesterskabet.«

En favoritværdighed der er opstået takket være hans svigerfar og træner Van Marwijk.
Læs mere på næste side.

Seneste nyt på tipsbladet.dk