Mike Jensen: Kæmper for alle i Brøndby

Hele efteråret sad Mike Jensen på sidelinjen med et brækket skinneben og så hvordan hans Brøndby-håb gik i stykker. Nu gælder det en kamp ad gangen i bundstriden, og vejen frem gennem en nymalet spillergang bygger på sammenhold og styrke i et kollektivt raseri over et elendigt efterår. For Brøndby kan vel ikke rykke ned?

BRAGT I TIPSBLADET 3. FEBRUAR

Den 31. juli holdt Mike Jensens udsagn stadig.

Før sæsonen havde den blå-gule midtmanemand fortalt Tipsbladet, at Brøndby-målet ovenpå bronzemedaljerne var en plads i top to, og kort ind i hjemmekampen mod Horsens lå Brøndby faktisk på en delt førsteplads. Godt nok havde man hentet pointene sent med en sidste minuts udligning af Jensen selv hjemme i sæsonåbneren mod AaB og derefter et sidste minuts sejrsmål af Jan Kristiansen i Silkeborg, men status var ubesejret, og alt var på den måde godt, da han blev ramt hårdt i en tackling i det tredje minut af tredje runde-kampen.

Skinnebenet brækkede, Mike Jensens efterår forsvandt, og det samme gjorde Brøndby fra topstriden. AC Horsens vandt nemlig 4-1 på den københavnske vestegn som startskuddet på en sjælden nedtur for et ellers på papiret stærkt mandskab, der undervejs endda blev suppleret af først lejesvenden Femi og siden den hjemvendte Dennis Rommedahl. Men hvordan kunne Brøndby dykke så dybt?

»Ja, det ville jo være nemt at sige, at jeg blev skadet. Det kan du godt skrive til træneren. Nej, jeg håber da, at jeg har en vigtig rolle, men generelt set har vi på papiret en stærkere trup end til at ligge, hvor vi gør. Men det bliver afgjort på de 90 minutter hver søndag, og der har det været svingende. Det har bare ikke kørt, og vi har ikke fået præsteret på en ordentlig måde,« siger Mike Jensen.

Den første del af sætningen om midtbanemandens egen betydning blev lukket med et grin, for selvfølgelig hænger Brøndbys miserable efterår ikke alene på midtbanemandens sprækkede skinneben. Men det har næppe heller været helt uden betydning, for der er ingen tvivl om, at hans comeback kan løfte Brøndby-mandskabet. For Mike Jensen er motoren, han er energien, han er det fanden-i-voldske, der træder i karakter på og uden for banen på en måde, så man kan se Brøndby-hjertet banke i brystet.

Nok er han kun 23 år og nok har han med sine 99 ligakampe kun spillet fjerdeflest for Brøndby af de aktuelle spillere, men han har været i klubben siden sit 12. år, han har fulgt sin far Henriks karriere som aktiv i klubben, og han bærer Brøndby-ånden med sig ind på banen, når han gør comeback i Superligaen om en måneds tid. Og det er lige, hvad den nødstedte klub har brug for.

»Når jeg går på banen, føler jeg, at jeg kæmper for alle i Brøndby. Medspillere, fans og for selve klubben. Jeg er dedikeret til klubben og giver alt, hvad jeg har. Alt min krop kan klare, alt hvad jeg overhovedet kan give rent fysisk, det giver jeg, så det bliver et plus for holdet. For det skal være os alle i samspil med hinanden og i samspil med tilhængerne.«

»Hvis det ikke går godt for holdet eller klubben, så sårer det selvfølgelig en. Man har ikke den der glæde i hverdagen. Der er helt tiden noget, der sidder og trykker. Man vil jo gerne have, at folk tænker, at Brøndby er det bedste,« siger Mike Jensen, der selv voksede op med sin far som et af elementerne i fortidens virkelighed med Brøndby som lokomotiv, men siden har set sin klub falde. Specielt i et efterår, da meget gik galt, og Henrik Jensen blev fyret undervejs.

»Det var jeg da ked af på min fars vegne. Og også på mine egne, for jeg kunne jo godt lide at arbejde med ham. Det har jeg selvfølgelig altid gjort på en eller anden måde, men vi havde det også fint som træner-spiller. Man er selvfølgelig altid ked af, at ens far bliver fyret, men fodboldsnakken går stadig derhjemme. Han kan jo godt lide klubben, og han følger med. Ser træningskampene og den slags. Nu kigger han så mest på mig og hjælper mig på den måde, men han følger stadig med.«

»Og så har det selvfølgelig været frustrerende at sidde ude. Når det ikke kører for holdet, og man ikke kan gøre noget. Man kan kun se, at det går endnu mere ned ad bakke. Nu da jeg er kommet tilbage, ville man jo også gerne have haft, at det var gået bedre for holdet, at det så bedre ud. Også fordi jeg synes, at vi egentlig har gjort mange ting rigtigt, så jeg er ked af det på holdets vegne, at det ikke er gået som forventet.«

Læs mere på næste side.

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Landsholdslejr inden VM-kval-møde med Portugal

Hvem mangler i EM-truppen?: