Messi blandt de allerstørste - på trods af Barcelona

Lionel Messi kan efter sit hattrick af Guldbolde allerede nu regnes blandt de allerbedste i fodboldhistorien. Ingen er i tvivl om Messis kvalitet, men hvor meget bør det trække ned, at han er hjulpet af verdens bedste hold i Barcelona, hvorimod Diego Maradona næsten egenhændigt skaffede titler til mindre gode Napoli og Argentina?

Bragt i Tipsbladet 13. januar 2012

Som han stod der i et skinnede lilla jakkesæt med slips og kiggede genert ud på forsamlingen, var én ting i hvert fald klart: Lionel Messi er ikke på hjemmebane, når spillet hedder gallaaften med pompøse kåringer og en placering i centrum for en hel sal af fodboldpersonligheders opmærksomhed.

Det vidste vi egentlig godt. Lionel Messi kommer fra små kår og har altid formået at bevare ydmygheden uanset hvor meget hæder, og hvor mange titler, han vinder. Mandag aften i Zürich vandt han så endnu en, da han scorede hattrick af Guldbolde. Det er han den eneste til at gøre ud over Michel Platini, som vandt tre år i træk fra 1983 til 1985. Derudover har kun Johan Cruyff og Marco van Basten vundet prisen tre gange.
Før 1995 var det kun europæiske spillere i europæiske klubber, som kunne vinde Guldbolden, hvilket forklarer hvorfor Pelé og Diego Maradona aldrig opnåede hæderen.

Det er på fodboldbanen, at Messi føler sig hjemme, og der er bred enighed om, at Messi også bør føle sig hjemme blandt spillets allerbedste gennem historien. Men hvor på ranglisten over andre giganter skal vi lige nu placere Messi, og hvad mangler han eventuelt endnu for at stige de næste trin?

Weekendavisens  journalist Joakim Jakobsen - forfatter til flere fodboldbøger og en lang række artikler om spillet - mener at Messi mangler flere væsentlige ting for at nå op på siden af en hvis landsmand.

»Jeg har en løbende diskussion med min 12-årige søn om, hvem som er verdens bedste fodboldspiller gennem historien. For ham er der slet ingen tvivl om, at Messi er Gud, men os der har set Maradona styre et meget mindre hold som Napoli til titler, ved, at det gør ham til en større skikkelse end Messi. Nogle af os så Maradona egenhændigt føre Argentina til VM-titlen i 1986. Der har aldrig været en anden spiller i VM-historien, der har været så dominerende i en slutrunde. Messi mangler at gøre det, som Maradona gjorde: At løfte et begrænset hold til titler. I Barcelona bliver Messi båret frem til titler af sine holdkammerater,« siger Joakim Jakobsen.

Det kan lyde som noget af en påstand, når Messi i sidste sæson scorede 53 mål i 55 kampe og i indeværende holder et snit på et mål pr. kamp med 17 mål i 17 kampe. Mange af målene scorer Messi i de største og vigtigste kampe mod de bedste modstandere, og når det kniber med at tippe en kamp mod en defensivt indstillet modstander, er det næsten altid Messi, man kigger efter. Det ligner afhængighed af »Maradona i Napoli-dimensioner«, men er det ikke, mener Joakim Jakobsen.

»Man siger, at Barcelona især de sidste to sæsoner har været meget afhængig af Messi, men de er afhængig af ham, fordi han tilfældigvis lige er der. Det er en bevidst afhængighed, hvor man vælger Messi som fokuspunkt for det offensive spil. Hvis ikke Messi var der, havde man bare lagt spillet en anelse om og lagt det an på David Villa. Jeg ved godt, at det er lidt et spørgsmål om hønen eller ægget, men man skal se på, hvem som er den mest afgørende for Barcelonas spil, og det er ikke Messi, men Xavi. Hvis det nu var Villa, som var fokuspunkt i offensiven, ville den
afgørende spiller stadig være Xavi, for det er ham, som får spillet til at flyde rundt.«

På trods af Barcelona

Joakim Jakobsen går så vidt som til at kalde det useriøst, at Xavi ikke vandt Guldbolden i 2010, da han spillede samme store rolle for Barcelona, som han gør nu, og desuden var hovedkræften bag Spaniens verdensmesterskab, mens Messi ikke formåede at gøre en forskel for Argentina til slutrunden.

»Nu vinder Messi igen, og i år kan jeg bedre gå med til det end sidste, fordi Xavi ikke har vundet VM i 2011. Nu bliver vi næsten blaserte over at skulle overrække Messi prisen igen. Han er da også en enestående spiller blandt et uhyrligt stærkt kandidatfelt, alene på Barcelonas hold. Vi har aldrig set et sådant repertoire af lækker fodbold fra en utrolig samling spillere, men Barcelonas styrke vil jeg sige trækker en smule fra Messis præstation. Jeg vil sige, at han vinder den her pris på trods af Barcelona,« siger Joakim Jakobsen.

Landstræner Morten Olsen var få dage inden kåringen ude at sige, at han selv havde stemt på Xavi, og også han er ked af, at det ikke blev den spanske midtbanekreatør, der vandt.

»Det er ingen hemmelighed, at jeg selv stemte på Xavi. Det var hans sidste chance for at få Guldbolden, men hans ulykke er, at Messi er fremme på samme tid som ham. Messi falder måske mere i øjnene for den neutrale tilskuer, men det Xavi gør er lige så svært. Det er ham, som holder rytmen i spillet for både Barcelona og Spanien, og han har altså vundet titler begge steder. Xavi gjorde Spanien til verdensmester, og det har Messi ikke præsteret,« fastslår Morten Olsen.
Læs mere på næste side.

Seneste nyt på tipsbladet.dk