FCK sejrer efter Brønshøj-chokstart
Foto: Mikkel Khan Tariq/Polfoto
Generelle

FCK sejrer efter Brønshøj-chokstart

FCK fik hevet en 3-2-sejr hjem mod Brønshøj, hvor Nicolai Jørgensen blev helten for løverne.

35 sekunder. Så kort tid gik der før bolden første gang lå i netmaskerne, da Brønshøj og FC København stødte sammen i deres testkamp forud for forårssæsonen. Det var dog højst overraskende hvepsene fra bunden af 1. division, der kunne bringe sig foran, da Casper Henningsen lobbede bolden over Stephan Andersen til 1-0.

Men så vågnede FCK'erne ellers også op. Bare to minutter senere havde Nicolai Jørgensen udlignet og efter 21 minutters spil scorede han nok engang, og chokstarten fra Brønshøj var afværget. Det blev også til 3-1 ved Rurik Gislason.

Lidt spænding kom der dog i opgøret, da Brønshøj fik scoret til 3-2 ved Sebastian Lassen midt i anden halvleg. Men lige lidt hjalp det, og FCK kunne ånde lettet op efter den vilde start på kampen.

Næste kamp for FC København er i Portugal, hvor holdet deltager i Atlantic Cup, som københavnerne vandt sidste år. FCK er i pulje med Dynamo Moskva, tjekkiske FK Baumit Jablonec samt svenske IFK Göteborg.