Falcao ikke tilfreds med formen
Illustration
Generelle

Falcao ikke tilfreds med formen

Radamel Falcao indrømmer, at han ikke er på sit bedste niveau endnu efter skiftet fra Atletico Madrid til franske Monaco.

Radamel Falcao har fået en udemærket start i Monaco med fire mål i de første fem kampe, og i weekenden venter det spændende topopgør mod Paris Saint-Germain. 

Men selvom Falcao er kommet på måltavlen fire gange i Frankrig, så mener træner Claudio Ranieri ikke, at colombianeren er på sit topniveau endnu. Og angriberen erklærer sig enig.

- Jeg er stadig i gang med at tilpasse mig Ligue 1. Jeg erkender, at jeg kan give endnu mere. Jeg håber meget snart at være i topform. Jeg har skiftet by, land, hjem, sprog, holdkammerater og jeg fik en datter for nylig. Det er alle vigtige faktorer.

- Jeg har det godt i gruppen med unge spillere, som udgør fremtiden i klubben. Jeg er rigtig glad for at være i Monaco, og jeg er 100 procent dedikeret til klubben, siger Falcao ifølge Goal.com.

Falcao og Monaco indtager en øjeblikkelig førsteplads i Ligue 1, mens weekendens modstander fra PSG halter lige efter på en tredjeplads.