Velspillende FC Midtjylland færdige i Europa efter nyt nederlag
Illustration
Europa League

Velspillende FC Midtjylland færdige i Europa efter nyt nederlag

FC Midtjylland spillede for chancen, men ind ville bolden ikke mod Panathinaikos, der sejrede med 2-1 på den jyske hede. Det græske mandskab tager pladsen i Europa med sammenlagt 6-2.

FC Midtjylland var på en noget nær uoverstigelig udfordring mod Panathinaikos hjemme på MCH Arena efter grækernes sejr på 4-1 i de to holds første møde, og grækerne hev da også det længste strå i Herning torsdag aften. 2-1 vandt Panathinaikos efter en kamp, hvor FC Midtjylland leverede godt spil, men målfarligheden manglede, og så kunne grækerne snuppe den samlede sejr.

Allerede efter seks minutter var FC Midtjylland på spil. En dobbeltchance blev brændt af først Petter Andersson og siden Marco Larsson, og det var ren utur, at netmaskerne ikke blafrede til FC Midtjyllands fordel. Men Panathinaikos var også farlige, og efter 21 minutter var Ajagun alene igennem, men keeper Jakob Haugaard stod flot i vejen for afslutningen, så stillingen forblev 0-0.

I anden halvleg kom så nådestødet fra grækerne. Jakob Poulsen blev fejlagtigt tildelt et gult kort for at gå for tidligt ud i et frispark, der blev trillet, og på omsparket satte Nano bolden flot i mål til en 1-0-føring. Herefter var FCM flere gange tæt på med en velspillende Pione Sisto i kreatørrollen, og midt i anden halvleg kom håbet så krybende tilbage.

Med et kvarter igen blev Midtjylland nemlig tildelt et straffespark, som Sylvester Igboun sikkert satte i nettet, men allerede minuttet efter var den gal igen. Indskiftede Klomaridis fik lov til at øge føringen uhindret, og så var der igen langt hjem for det jyske mandskab.

Tættere på kom FC Midtjylland ikke, og så var det slut i Europa for denne gang med klubbens exit, før Europa League-turneringen for alvor sparkes i gang.