Torino spillede 0-0 på en svær udebane mod Club Brugge for to uger siden, og i morgen planlægger italienerne så at nappe den første sejr i verdens næstfornemste klubturnering, når FC København gæster Stadio Olimpico.
FC København har flere gange mødt Torinos bysbørn og arvefjender fra Juventus, og de danske vicemestre har gjort en god figur mod de italienske mestre. Det har man også noteret sig i Torino, og derfor er respekten for FCK stor.
- Vi møder et hold, som i sidste sæson gjorde det meget svært for Juventus i Champions League. Hvis vi spiller op til vores bedste, er det en kamp, vi kan vinde, men det er vigtigt, at man ikke laver fejl mod FC København, siger Torinos cheftræner Giampiero Ventura til klubbens hjemmeside.
Der er kampstart i Italien klokken 21.05.