Succestræner om rygter: Jeg er glad i Sevilla
Foto: Alik Keplicz/Polfoto
Europa League

Succestræner om rygter: Jeg er glad i Sevilla

Unai Emery vandt onsdag aften Europa League med Sevilla, og det gør naturligvis træneren interessant for flere klubber. Lige nu holder han fokus på Sevilla.

Danske Michael Krohn-Dehli fik onsdag aften en tidlig julegave. Danskeren ventes at skifte til Sevilla efter sæsonen, og i stedet for at spille i Europa League med det spanske hold, kan han nu se frem til Champions League efter sommeren, efter det spanske hold genvandt Europa League onsdag aften med en sejr på 3-2 over Dnipro.

UEFA har ændret reglerne for Europa League, så vinderen nu kommer med i Champions League-gruppespillet sæsonen efter, og det kommer Sevilla og Krohn-Dehli altså til at nyde godt af, hvis han som ventet skifter til Sevilla.

Bag holdet står den spanske succestræner Unai Emery, der i sine to sæsoner i klubben har vundet Europa League to gange. Men spørgsmålet er nu, hvor meget længere Sevilla får lov til at beholde Emery. Rygterne har svirret om engelsk, spansk og italiensk interesse for træneren, men han var efter Europa League-sejren ikke meget for at deltage i spekulationerne.

- Jeg er rigtig glad her i Sevilla, sagde Unai Emery lige efter kampen:

- Det her er ikke tidspunktet til at tale om fremtiden. For længe siden lærte jeg at leve med ikke at tænke for meget frem. Vi ønsker at nyde dette øjeblik. Vi kan snart tale om fremtiden med Sevilla i Champions League, sagde Unai Emery på et pressemøde.

Det var i øvrigt fjerde gang i de sidste ni år, at Sevilla vandt Europa League.