Skuffet Kent Nielsen: Brugge er et klassehold
Europa League

Skuffet Kent Nielsen: Brugge er et klassehold

Kent Nielsen var skuffet over, at AaB ikke kunne presse Club Brugge. Men han erkendte, at belgierne var klasser bedre.

Med et samlet 6-1 nederlag til blev det heller ikke AaB, der formåede at stoppe Club Brugge i Europa.

Kampen i Belgien endte 3-0, og selvom AaB viste gode momenter, så var der aldrig rigtig håb om, at AaB kunne lave overraskelsen mod belgierne, der i forvejen har sendt Brøndby og FC København ud af turneringen.

Efter kampen måtte træner Kent Nielsen også erkende, at nordjyderne ganske enkelt var dårligere. Men han ærgrede sig over, at AaB ikke for alvor kunne give Club Brugge modstand.

- Vi skal lige tage en dyb indånding, for vi er skuffede over, at vi ikke kunne yde Club Brugge bedre modstand i aften, siger Kent Nielsen.

- Der er ingen tvivl om, at det var et klassehold, vi var oppe imod, og det må man tage hatten af for, men vi havde alligevel troen på, at vi kunne gøre mere, sagde cheftræneren til Ritzau.

Det blev heller ikke nemmere, da hjemmeholdets Victor Vazquez kunne sende Club Brugge foran allerede efter 11 minutter. Men AaB fik alligevel tilspillet sig nogle muligheder i slutningen af første halvleg.

- Vi fik vel kreeret de chancer, som man kan forvente i sådan en kamp. Forskellen på os og dem er, at de har en højere kvalitet, og de sparker chancerne ind, vurderede Kent Nielsen.