Video : Tipsbladet
Europa League

Optakt: Osmanlispor - FC Midtjylland

FC Midtjylland har ryggen mod muren inden returopgøret i Ankara mod Osmanlispor, der vandt det første opgør i Herning med 1-0.

Kampfakta:
Kampstart: Torsdag klokken 20.00
Spillested: Osmanli Stadi, Ankara
Dommer: Yevhen Aranovskiy, Ukraine
På tv: Bliver ikke vist på dansk tv.
Twitter: #eldk

Holdnyt:

Osmanlispor:
Det tyrkiske hold fik sig et fremragende resultat i Herning med 1-0-sejren efter Patrick Banggaards selvmål og står nu med en historisk mulighed for at spille sig i et europæisk gruppespil for første gang i klubbens historie. I Herning kunne Osmanlispor fint matche FC Midtjylland-spillerne men fik sig undervejs samlet fem gule kort, og der er næppe tvivl om, at spillerne vil give alt for at få missionen til at lykkes. Den tyrkiske turnering startede i weekenden, hvor Osmanlispor lagde ud med et 0-0-opgør mod Antalyaspor. Det tyrkiske hold har angriberen Aminu Umar tilbage efter deltagelsen ved OL med det nigerianske fodboldhold.

FC Midtjylland:
Der skal anderledes kreativitet og skarphed til, hvis FC Midtjylland skal tage fra Tyrkiet med den samlede sejr og billetterne til gruppespillet. I Herning kneb det meget at spille sig frem til mange åbne chancer, og det hele løb ud i ren skuffelse.
Midtjyderne må stadig undvære Tim Sparv på grund af skade, mens Jonas Borring ikke er spilleberettiget i Europa League-playoff'en. Desværre for danske fodboldfans bliver kampen ikke vist på tv, da det tyrkiske produktionsselskab har krævet meget høje priser i forhandlingerne med Discovery, der har rettigehederne til Europa League i Danmark.

Karantæne:
Osmanlispor: Ingen
FC Midtjylland: Ingen

Bud på startopstillinger:
Osmanlispor:

Osmanlispor (4-5-1): Karcemarskas - Vrsajevic, Curuksu, Prochazka, Pinto -  Delarge, Lawal, Güven, Ndiaye, Kilicarslan - Umar, 

FC Midtjylland:

FC Midtjylland (4-5-1): Dahlin - Nissen, Hansen, Banggaard, Novak - Kadlec, Poulsen, Halsti, Hassan, Olsson - Onuachu

Profilen:
Aminu Umar har en gang gjort det onde ved et dansk hold. Det skete for ganske nyligt, da han som angriber for det nigerianske OL-hold scorede mod Danmark og var med til at sænke danskerne med 2-0 og dermed snuppe pladsen i semifinalen, hvor det dog blev til nederlag til Tyskland. Umar viste dog igen skarphed i bronzekampen med en scoring, da Nigeria vandt med 3-0 over Honduras. Aminu Umar er nu tilbage for Osmanlispor og har allerede tidligere i Europa League-kvalen vist sin kvalitet som afslutter og er klubbens topscorer med tre mål indtil videre,

Vidste du, at...:
FC Midtjylland har scoret ni mål i syv første EL-kval-kampe og det er med højre back Rasmus Nissen som den store oplægger. Nissen har stået for intet mindre end fire assist i turneringen - ganske imponerende. Det første opgør mod Osmanlispor var der første fra FCM's side uden scoring i EL-kvalifikationen. 

Dom:
FC Midtjylland skal gå til kampen med en god portion tålmodighed og ikke lade sig stresse af resultatet fra den første kamp. Men når det så er sagt, handler det om at udnytte de chancer - få eller flere - der måtte opstå. Det er nu, det gælder, og der er ikke plads til dumheder. Osmanlispor vil intet have i mod at lade FCM komme frem på banen, for med Umar i front, er der masser af fart i kontra-angrebene og her kan det blive farligt.  Osmanlispor bliver ikke nemme at have med at gøre i Ankara, og det ender da også med et dansk exit for FCM, der taber kampen med 2-0

Indbyrdes kampe: