Modstander raser over West Ham-manager
Europa League

Modstander raser over West Ham-manager

Det var ikke i orden, at West Ham-manager Slaven Bilic droppede at stå i spidsen for sit hold torsdag, mener modstanderen fra Andorra.

West Ham United tog torsdag aften hul på Europa League. Her har Premier League-klubben næsten allerede sikret sig billetten videre, da det blev til sejr på 3-0 hjemme over FC Lustians fra Andorra. Efter kampen var det dog ikke nederlaget, der skabte frustrationer hos gæsterne. 

Her var fokus nemlig rettet mod værternes træningsbænk. Manager Slaven Bilic var torsdag vendt hjem fra en træningslejr, og valgte derfor at overlade ansvaret for kampen til akademidirekør Terry Westley.

Denne beslutning skaber dog voldsomme protester i Andorra, hvor træneren er stærkt utilfreds med sin kollega: 

- Slaven Bilic viste manglende respekt ved ikke at være til stede på bænken. Jeg synes, at det er sørgeligt. Det er et land, hvor man taler om, at fair play blev opfundet, og så lader man sådan noget ske. Jeg tror, at han har følt, at vores hold ikke var værd for ham at stå på sidelinjen, siger Xavi Roura til SkySports og fortsætter sin kritik: 
 
- Jeg forestiller mig, at han har vundet mange titler, og derfor har følt sig lidt mere end alle andre. Det mindste jeg kan håbe på for West Ham er, at det ikke sker igen. Jeg tror da, at det forventes, at deres manager er med i returkampen. "The special one" burde komme til Andorra, udtaler træneren. 
 
West Ham United har meldt, at man ikke er enige i kritikken. Her mener man, at Bilic viste respekt ved alene at være til stede på tribunen under kampen. Han kom nemlig sent tilbage efter sin træningslejr.