Liverpool for satan da - tak for oplevelsen

“Forestil dig 3000 Manchester United supportere gående gennem Stanley Park på vej til Anfield, alle sammen klædt i hvide Manchester United shirts”, siger jeg grinende til min ven Jonas i flyveren på vej til Manchester. “Hvem pokker har fundet på den beslutning, at de skal have det på?” siger Jonas skadefro. Se historien her

 

Ja, hvem pokker har det?  Hvor end sympatisk ideen er, om gratis Manchester United trøjer til de rejsende supportere, kan man undre sig, over, hvor langt væk, reklamefolkene hos Manchester United og Adidas, er fra den verden fansene lever i.  At gå den lange tur iklædt en hvid trøje med teksten “her-er-jeg”, gennem Stanley Park, fra omkring Goodison, hvor busserne fra Manchester ofte bliver parkeret, til Anfield? Det er vel ikke just meningen, at de godt 2700 supportere fra Manchester skal skilte med deres fodboldmæssige tilhørsforhold. Det ved både Jonas og jeg. 

 

For vi har mere end én gang taget den modsatte tur gennem Stanley Park til Goodison, med The Travelling Kop, når Everton har mødt Liverpool FC på Goodison, og der har det været en uskreven regel, at man ikke har noget-som-helst på der indikerer, at man supporter Liverpool, også selvom det er det såkaldte Friendly Derby. For vi har  til de kampe set nok...øh..begivenheder på, hvad der kan ske af forskellige udtryksformer, når to byrivalers supportergrupper tørner sammen. Også derfor vi ikke snakker et ord dansk på vej gennem Stanley Park, når turen går mod Goodison. “´Cause everybody hates a tourist…Especially one who thinks it's all such a laugh” som Jarvis Cocker synger i Common People. Især bitterblå Evertonians på jagt efter action. For der er intet af grine af, når der er derbykampe i luften i Liverpool, hverken mod Manchester United eller Everton og man ikke vinder. Hvilket i  Evertons tilfælde skete sidst i 2010. Ouch! (Uniteds sidste sejr springer vi let og elegant over). Det er livsnødvendigt alvor. Sådan er det i Liverpool og Manchester stadigvæk. Det er begge arbejderklasse byer.

 

Så der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad der kan ske hvis 2700 selvlysende Manchester United supporters vader gennem Stanley Park. Det er nærmest et reklameskilt for problemer. Heldigvis har United supporterne også forkastet ideen. Både fordi United away supporterne er af den gamle skole, og derfor generelt set, ikke klæder sig ud som et juletræ i supportergear, men også for egen sikkerheds skyld, da  Manchester United selvsagt ikke er synderligt populære hos hverken den røde eller blå halvdel af Merseyside, og derfor nødigt vil gøre opmærksom på sig selv, førend de står på Anfield. Men de fleste har dog taget imod tilbuddet om de gratis trøjer, og vil herefter donere dem til diverse nødhjælpsordninger i og omkring Manchester. Selv United supportere, har et hjerte, ser det altså ud til. Hvem skulle have troet?

 

På vej i flyveren snakker Jonas og jeg om, at det bliver spændende at se, om disse kampe, disse mytologiske derbykampe mellem Englands to mest vindende klubber, kan genfinde deres nerve. For det har været en halvsløj omgang de sidste par år, både hvad angår nerve og intensitet på lægterne. Hvilket det også har været på banen. Langt fra det had både Jonas og jeg er vokset op med både i 90erne og 00erne. Og som Jonas ved selvsyn med sine fem ture til både Anfield og med The Travelling Kop til Old Trafford, har oplevet aftage i hadstyrke. Noget vi taler en del om, der i flyveren. Dertil har begge klubbers respektive deroute og middelmådighed gjort meget. Liverpools desværre noget mere kronisk længerevarende. Kampene afgører ikke længere mesterskaber eller pokaler. De afgør faktisk ikke en skid, andet end håneretten i en uges tid, inden et nederlag til Tony Pulis´  WBA givetvis venter. Faktisk har derbykampene mellem bysbørnene Everton og Manchester City, fyldt mere i de respektive supportergruppers bevidsthed de senere år. Sådan er det! Svært at se blot 40 km længere op ad m62, når fokus er på at holde Everton eller Manchester City bag sig. Hvilket engang var en selvfølge.

 

Men der skal ikke herske tvivl om, at det her ikke var en kamp, hverken de hardcore United eller LFC supportere ønskede på nuværende tidspunkt. Ikke med den hjemlige form og respektive pauvre tabelstatus in mente. Og da slet ikke i en sekundær europæisk turnering, som Europa League. Disse kampe burde stadigvæk spilles på den største scene. I den fineste turnering, som semifinale eller finale i Champions League, i de her supporteres og vores bevidsthed. For uanset hvad, er de her to klubber ikke blot med afstand, de mest vindende engelske klubber, de er også de mest populære. Men, at de disse to kampe bliver spillet den frygtede torsdag aften, er endnu et testamente over hvor langt fra fordums styrke begge klubber er. Og det gør ondt at blive mindet om. Det er hvad torsdag aften i Europa League regi, gør ved dig. Noget United supporterne med deres Thursday Night, Channel Five tilråb til Liverpool for år tilbage, nu selv må smage med ekstra skuffelse tilsat.

Læs: Dagens Double: Forsigtigt udlæg i Manchester 
 

En anden faktor der gør, at ikke alle er begejstret over lodtrækningen er den simple, at meningen med kampe i europæiske turneringer for The Travelling Kop og United away supporterne, jo er, at komme til fremmede steder, fremmede byer, gerne med sol, hvor de kan feste i et par dage - og nyde livet væk fra arbejds - og familiære forpligtelser. Således, at hvis holdet skulle gå hen og tabe, så har man stadigvæk fået et par dage væk fra hamsterhjulet med udenlandske øl, mad og kvinder. Det gør ethvert nederlag nemmere at bearbejde. Turen til Anfield og Castle Greyskull (Old Trafford) er taget for de her folk så ofte, at nok føles det ikke som at tage et par gamle slidte adidas trainers på, så føles det heller ikke som et par helt nye special edition Adidas Gazelle. 

 

De kommende kampe mellem Liverpool og United, har dog alligevel fået et strejf af resultatmæssig betydning over dem, da de kan være medvirkende til at definere en sæson og i Uniteds tilfælde være medvirkende til om manager Louis Van Gaal bliver i sædet, hvilket vi er mange, især fra den røde halvdel af Merseyside, der håber på. Uanset hvad, følger nervøsiteten, omfanget af kampens betydning, og at en sejr ville kunne katalysere et perspektiv om, at der kan være noget stort i vente resten af sæson (og næste sæson), mens nederlag vil føles som det knock-out, der vil hjemsøge os alle sammen resten af sæsonen. Især med det faktum in mente, at det vil være den femte United sejr i streg over Liverpool.

 

Jeg vil ikke lyve, uanset hvad jeg lige har skrevet.  Jeg jublede da lodtrækningen kom. Jeg var i gang med at holde den begyndende ølvom nede, i det lokale træningscenter, da telefonen gik amok. Flere af de unge knægte i træningscentret i deres Barcelona trøje så forundret på mig, da jeg smilende fortalte dem at Liverpool havde trukket United. For dem, er de to klubber pt.  intet bevendt. 

 

Alle som én af mine LFC mates, danske såvel som scousere, var først umiddelbart begejstret, indtil det slog de fleste af os, at vi kan risikere at ryge ud. At vi kan risikere at tabe. Det er sådan, det er med de her kampe. Især for mig. På en gang  den vildeste adrenalin rus og en følelsesmæssig rollercoaster af dimensioner. For tanken om nederlaget er ikke til at bære. Det er depressions fremkaldende. 

Men tanken om sejr. Forventer ikke, vi vender tilbage på vores fucking Perch, men i det mindste at mindet den klub og de supportere om, at der også var noget der hed fodbold før Premier League, og at United var fucking rubbish der, som de er nu. Noget de indtil Mr. Fergusons alt for sene pension, har haft særdeles svært ved at huske. Den humorforladte arrogance som er helt særegent for Manchester United supportere har lidt et alvorligt knæk de sidste sæsoner, og der er intet mere jeg, Jonas og resten af mine LFC mates, ønsker end at slå endnu en kile i den arrogance og deres guddommelige selvforståelse.

 

Selvom hverken vi eller United ønskede et rendevouz i EL lige nu, så kan jeg mærke, at efter kampen mod Palace, er flere af de karseklippede Kopites jeg følger på sociale medier, mange af dem forældre, nogle endda bedsteforældre, begyndt at afløse de vanlige statusopdateringer om børn eller børnebørn, med tanker om kampen og om hvor meget de decideret hader og foragter Manchester United og deres supportere. Noget der ellers ikke er sket de sidste år. 

 

Scousere foragter især Manchester United, fordi Liverpool og scousere ser ned på skamløs selvpromovering. På humorforladt arrogance. På forretning frem for fodbold. Noget Manchester United var aldeles ligeglade med, da Sky Sports kom ind i begyndelsen af 90erne og pumpede penge ind. Faktisk kapitaliserede de på og havde forudset og omstillet sig til, hvad moderne fodbold ville indeholde. De tog et sats og fik blandt andet udbygget Castle Greyskull, og satsede benhårdt på kommercielle aktiviteter. Noget Liverpool ikke gjorde og stadigvæk kæmper med efterdønningerne fra. Da Liverpool og Everton vandt alt i 80erne, var der blandt scouserne  en forundring og forbitrelse over at pressen, stadigvæk havde underpræsterende og arrogante Manchester United som darlings. En forbitrelse der ikke just er formindsket efter, at United tog fart i 90erne, og Mr. Ferguson kom med sit Fucking Perch citat og bedre blev det naturligvis ikke, da United sidenhen tog føringen i flest vundne mesterskaber i England og blev en af verdens rigeste - og største klubber. Mens Liverpool, foruden en europæisk opblomstring fra 2005 til 2009, har kæmpet med - og mod deres glorværdige fortid, blot har forsøgt at holde middelmådigheden bestandigt. De her to byer, hvor de to klubber er sværvægts ambassadører, har altid været i rivalisering og kæmpet om herredømmet både økonomisk, kulturelt, musikalsk og ikke mindst fodboldmæssigt.

 

Derfor er det med ekstra stor hånlig skadefryd i Liverpool, at der kan drages paralleller, til da Souness overtog managerposten fra Kenny Dalglish og nedturen begyndte for LFC, over til Manchester Uniteds herlige besvær med at finde fodfæste efter, at Mr. Ferguson (alt for sent lod) sig pensionere.

 

Så selvom det er torsdag aften i en sekundær europæisk turnering, så er det alligevel betryggende at vide at den her kamp, stadigvæk kan få blodet op at pumpe selv hos de erfarne, der var med til de her kampe i Thatcher's grimme 80ere. Sådan bør det være - hver gang de to hold mødes. 

 

Liverpool summer da vi ankommer med toget fra Manchester, tidlig eftermiddag. Allerede da vi træder ud fra Lime Street Station, kan vi mærke der i den begyndende forårssol, at der skal ske noget specielt. 

 

Vi dribler over til Walkers Pub en spytklat fra Lime Street, for at vente på vores mate Dan, der skal komme med billetterne til aftenens kamp. Selvom Liverpool, der uanset dagen eller tidspunktet er en by der holder af en pint eller en god fest, så er der overraskende fyldt på Walkers. Det er som at se på et spejlbillede af en selv, da vi kigger rundt på klientellet derinde. Lokalet er fyldt med midaldrende mænd, der er sparsomt behåret, med Adidas trainers på fødderne, en Barbour eller Fred Perry jakke på og en pint i hånden. Ingen tvivl om overhovedet hvad disse mænd - og enkelte kvinder skal senere på dagen, det er kampdags påklædningen. 

Uden for i Liverpool by kan vi se andre mænd i selvsamme påklædning skynde sig ind på nogle af de andre pubber, der residerer overalt i Liverpool centrum. Der er blevet afspadseret flittigt i Liverpool - også den dag - for der er mulige holdopstillinger der skal diskuteres og øl der skal drikkes. 

 

I et tilstødende lokale er der et pensionisttræf i gang med levende musik og karaoke. +70 segmentet derinde gør deres bedste for at følge med os  der skal til fodboldkamp. Lokalet flyder med sang og øl. Klokken er ca. fire en torsdag eftermiddag. Jeg ved , at det ikke er den slags aktiviteter der sker på min mormors plejehjem om torsdagen. Men i Liverpool forspilder man ikke chancen for fest. Uanset alder. Kan man andet end at elske den by betingelsesløst?

 

Dan kommer lidt senere med billetterne. Vi taler om Uniteds udebanesupport, og de hvide trøjer. Han griner lidt af ideen, men fortæller også, at han mener, Uniteds udebane support normalt er fremragende og, at han tvivler på, der dukker nogen op i de famøse hvide trøjer, hvilket han senere hen får ret i. Uniteds udebane supportere er så langt fra rejesandwich brigaden der normalt fylder Old Trafford, som man kan komme, siger han. Han har været til disse kampe de sidste 20 år, og ved hvad han taler om. Dan fortæller yderligere, at det godt kan gå hen og blive grimt. At han forventer der kommer Hillsborough og München sange. 

 

Vi får nogle flere pints med Dan, vis telefon ringer konstant med folk der lige skal høre om han har ekstra billetter til kampen, inden vi tager en taxa op til Anfield og vores foretrukne pre & post match vandhul, The 12th man. Kl. 18 er der stuvende fuldt og selvom der kan høres enkelte både danske, norske og andre accenter, er The 12th man overvejende et sted, hvor de lokale hænger ud før og efter kampene. Så der er ikke mange der er klædt ud som et LFC juletræ. Det er ikke den stil der køres her. Jeg har været der til adskillige kampe, og til kampe mod Everton, hvor stemningen har været direkte højspændt elektrisk allerede fra om formiddagen, men det er som om, at kampens betydning og det faktum, at det er United der kommer på besøg, har fremtvunget en underlig afventende og tilbageholdende atmosfære. Et atmosfære af nervøsitet og spænding. Ikke at der flyder mindre mængder øl, af den grund. Eneste mulighed her er, at drikke den væk.

 

Ved siden af 12th man residerer den vanlige William Hill bookmaker. Jonas og jeg smider lidt pund på kampens resultat, inden vi smutter den korte vej hen til Main Stand, hvor den kæmpemæssige udbygning tårner sig op i al sin glans. Vi undgår at købe et af de forkastelige half and half halstørklæder på vejen, som er noget at det mest grimme ved moderne fodbold. Hvem fanden vil eje et halstørklæde både med Liverpool og Manchester United? 

Vi kan dog ikke undgå at blive imponeret over, at ved næste sæsonstart vil der sidde 20.000 mennesker samlet på Main Stand. At det så snart er 20 år efter Manchester United fik udbygget Old Trafford, er blot endnu et levende bevis på, at Liverpool FC har været notoriske langsomme og ubehjælpelige i deres forsøg på at løse stadion udfordringen. En udvidelse af Anfield var, et af de første forslag der kom på banen, da man i begyndelsen af 90erne talte om, at få udvidet tilskuertal og billetindtægter og her snart tre årtier efter, med adskillige stadion projekter bag sig, er man endt oppe med udgangspunktet. 

 

Da vi sætter os på sæderne og You´ll Never Walk Alone lidt efter begynder, er det der det virkelig rammer mig. At det her ikke bare er en hvilken som helst kamp. At det her ikke er bare hvilket som helst møde mellem de her to giganter. Det her er specielt. Især for Liverpool. For os. Supporterne. For jeg har været på Anfield nok gange, til at høre hvornår You´ll Never Walk Alone blot er en pligt. Et ritual vi skal igennem inden kampe kan begynde. Men ikke her. Ikke i aften. I aften er den gamle hymne, et kampråb. Et kampråb til Jürgens  røde hær om sammenhold, tro og håb. Jeg har aldrig hørt den så overdøvende før. Og selv om de 2700 United supportere , vi sidder tæt på, gør deres bedste for at udligne, står de ikke en chance. Det her, det er vildt. Det går lige i maven! Hårene rejser sig på arme, ben og ryg. Al nervøsitet og anspændthed er med et forsvundet og afløst af en egenrådig tro på, at Liverpool kan levere noget ud over det sædvanlige.

 

Og levere det gør de mægtige røde mænd i dén grad. Det her er den heavy metal fodbold Jürgen Klopp elsker og filosoferer. United spillerne står ikke distancen. De er hele tiden omsværmet. Tempoet er vanvittigt fra Liverpools side af og de engang så mægtige Manchester United er tvunget til skamfuldt at smide luftbolde op til den høje albuemand Marouane Fellaini uden held. Coutinho, Sturridge, Lallana og ikke mindst Firmino er decideret fremragende. Emre Can ligner på dagen verdens bedste midtbanespiller og selv Simon Mignolet ligner sikkerheden selv. Sidstnævnte hænger udelukkende sammen med at United på intet som helst tidspunkt tester ham. Et skud på mål, er hvad de kan mønstre på 90 min. Under hele kampen har de ingen hjørnespark - og når et hjørnespark sæsonen igennem, mod Liverpool for modstanderholdet har været på højde med at få tildelt et straffespark, så er det herligt elendigt fra United.

 

Men det er Liverpool, der gør United elendige. Ikke omvendt, som man kan fristes til at tro, hvis man læser de britiske mediers vinkling dagene derpå. Liverpool spiller med tempo, formål og flair. De spiller med vilje og gejst. Og Anfield virker, for første gang siden næsten mesterskabssæsonen under Brendan Rodgers, uindtageligt igen. Og da det lynhurtigt efter Daniel Sturridges straffespark til 1-0, går op for os og hele Anfield, at det i aften kun er et spørgsmål om, hvor stor sejren bliver og ikke om Liverpool kan holde føringen, så bliver det til en fest. En storslået fest. En fest der ville have været uden ridser i lakken, hvis det ikke havde været for United supporterne, der også kan se hvor det bærer hen - og hvor opgivende deres hold er, forfalder til resten af kampen at synge deres afskyelige sange om Hillsborough. 

 

Og nej! Vi taler ikke om en lille minoritet. Vi taler om majoriteten af de medrejsende United supportere. Unge som gamle. Mænd som kvinder. Det frustrerer mig i den grad, at jeg har lyst til at gøre gengæld. At lave de bevægelser, at synge de sange om München som jeg ved de forventer, de får smidt tilbage i hovedet, og som i deres øjne, legitimerer deres  håbløse adfærd.  Men jeg nægter. Og jeg ser kun et par stykker på Main Stand, der ikke kan lade være med at give igen med München referencerne, men de bliver tysset ned af de omkringsiddende. Spændende om The Travelling Kop undgår at falde i fælden i returopgøret. Jeg vil ikke lyve, jeg smider to fingre i deres retning og det er ikke universel tegnet for fred, jeg mener. Jeg er ikke den eneste.

Men det her drejer sig om Liverpool FC. Om at LFC sidder på den her kamp, som sjældent før set i de her opgør. Og mens United supporterne synger udelukkende om os. Om LFC. Så værdiger Anfield dem ikke en strofe. Ikke denne gang. For i aften er Liverpool FC ovenpå. Denne aften er det Liverpool FC der bestemmer. Christ det føles godt! Ingen anden følelse er bedre end denne. Ingen!

 

Stemningen er ren ekstase og fortsætter de resterende 15 minutter i tinnitus decibel, da Bobby F endelig får smidt bolden bag den levende mur David De Gea og udbygger føringen til 2-0. Halstørklæder kommer i luften. You´ll Never Walk Alone får endnu en tur. Fields Of Anfield Road har aldrig lydt bedre og alle de andre sange lyder som salmer. Det er ubeskriveligt. Jublen, da den ulige kamp fløjtes af, må kunne høres i Wales, så høj er den. 

Jürgen og hans mænd takker The Kop og Jürgen selv takker os på den ellers den notoriske uimponerede Main Stand, for en stemning og (røgbomber!!??) han sjældent har hørt før. Han siger sidenhen, at det var det Anfield, han havde hørt så mytologisk beskrevet. Og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg heller  aldrig har oplevet noget lignende før.

 

Bagefter på 12th Man, bliver aftenen også beskrevet, af Dan og hans mates som noget nær det tætteste man kan komme stemningsmæssigt på den semifinale mod Chelsea i 2005. 

Så unødvendigt at tilføje, at barpigerne på 12th Man har store problemer med at følge med, da det her skal fejres. Også selvom det her kun er Europa League. Også selvom jobbet ikke er færdigt endnu. At en 2-0 føring ikke betyder en skid, når der skal spilles returopgør på Old Trafford. Et sted LFC notorisk har det svært. 

 

Men vi er ligeglade. Os alle sammen. For den her sejr er der perspektiver i. For den her sejr er vigtig for vores selvforståelse, for det Liverpool Football Club vi alle sammen stræber efter, nemlig at være det bedste hold i England og i Europa igen, og den her sejr er forhåbentlig et lille, men vigtigt skridt på vejen under Jürgen Klopp´s regime.

Dagen efter vågner jeg op med voldsomme men glade tømmermænd, til en besked fra Dan, der klokken 07 først er kommet hjem. I Liverpool forspilder man ingen chancer for at feste, for at fejre. Især ikke når man har ydmyget sine værste rivaler på ens hjemmebane. Liverpool for satan da! Tak for oplevelsen! Vi ses snart igen!