Hradecky: Ingen ulempe med ringe erfaring
Illustration
Europa League

Hradecky: Ingen ulempe med ringe erfaring

Brøndbys trup har ikke den store europæiske erfaring inden torsdagens møde med Club Brugge i Europa League-kvalifikationen, men troen på succes er der alligevel.

Som man kan kunne læse onsdag, er FC Københavns Thomas Delaney ikke i tvivl om, at det hjælper en helt masse med erfaring i europæisk fodbold. Det kan Brøndby IF dog ikke prale af i samme omfang som de hvide fra Østerbro, der har spillet næsten fire gange så mange internationale klubkampe som Vestegnens helte. 

Det er første gang siden sæsonen 2011/12, at Brøndby deltager i de europæiske turneringer, og det er de bevidste om i klubben. Det har de allerede talt om, men det er ikke ensbetydende med, at det er en hæmsko. 

- Vi har lige snakket lidt om det. Vi har et godt hold og enkelte spillere, der har prøvet det før, men Esbjerg gjorde det godt sidste år, og de havde heller ikke særlig mange spillere, som havde prøvet det før. Jeg ser det ikke som en ulempe, så det er bare knald på og præstere så godt, vi kan, siger Lukas Hradecky.

Der var nærved ingen i Esbjerg fB's trup, der havde prøvet at spille international fodbold, men med 12 point i gruppespillet og to hæderlige 1/16-finalekampe mod Fiorentina gjorde Hradeckys tidligere klub sit til at gøre op med forestillingen om, at erfaring er afgørende. 

I Brøndby har de også enkelte spillere, som har prøvet de europæiske udfordringer på egen krop, ligesom José Ariel Nuñez har spillet 30 kampe i Copa Libertadores og Copa Sudamericana. De spillere kan give nogle råd til dem, der ikke har prøvet det.

- Der er nogle forskelle i forhold til Superligaen, siger de. Der er et andet pres på, og tempoet er måske lidt højere, så det skal vi være klar på. Ellers er det bare almindelige gode råd; at man skal tro på sig selv, og at det stadig bare er fodbold, selv om det er på en lidt større skala, siger Lukas Hradecky. 

Han påpeger også, at Brøndby har mange spillere med stor erfaring fra blandt andet deres respektive landshold, selv om de ikke har spillet ret mange internationale klubkampe. Det er eksempelvis tilfældet for Thomas Kahlenberg, der kun har været med i ti Europa League/UEFA Cup-kampe, men til gengæld har spillet 41 gange for Danmark. 

På torsdag skal Lukas Hradecky spille sin første internationale klubkamp mod Club Brugge, som han offentligt meldte ud, at han gerne ville til for et år siden, inden Brøndby kom på tale. Belgierne har deltaget i fire europæiske gruppespil de sidste fem sæsoner og besidder med andre ord den erfaring, som Brøndby ikke har, men Hradecky tror på, at hans holds hjemlige form nok skal indgyde respekt. 

- Det var ikke en god lodtrækning for os, men jeg tror heller ikke, at de er særlig tilfredse. De har selvfølgelig nogle danskere på holdet, som har fulgt lidt med i Superligaen, og hvordan vi har præsteret. Jeg tror faktisk, de er lidt bange. Vi er måske små underdogs, men det er en god position at spille fra, og jeg tror, det bliver en meget tæt opgave, siger den finske keeper.