Hattrick nedlagde FC Midtjylland
Foto: Petros Giannakouris/Polfoto
Europa League

Hattrick nedlagde FC Midtjylland

FC Midtjylland scorede et vigtigt udebanemål, men lukkede ikke godt nok af i den anden ende, og måtte indkassere et nederlag på 3-1.

Torsdag aften ventede en svær opgave for FC Midtjylland, da ulvene i Athen skulle møde det græske storhold fra Panathinaikos i Europa League-kvalifikationen. De danske gæster var ikke spået mange chancer, og trods en chokstart udeblev sensationen da også, da værterne sejrede med 3-1. 

FC Midtjylland startede flot, og efter bare to minutters spil var Morten Duncan Rasmussen tæt på med et hovedstød i feltet, som angriberen dog ikke fik ordentligt ram på. Chancen vækkede dog værterne, der pressede det danske mandskab tilbage, mens kun heroisk forsvarsspil forhindrede en Panathinaikos-føring.

FC Midtjylland chokerede dog Athen i det 12. minut. Jesper Lauridsen tog et frispark midt på hjemmeholdets banehalvdel i højre side, hvor Panathinaikos-keeperen løb ud for at bokse væk. Keeperen fortræd dog, og blev på vejen tilbage overrumplet af indlægget, som fik lov til at passere i nettet. Et stort drop og en gave til FCM, der dermed fik et vigtigt udebanemål inden returkampen.

Glæden varede dog ikke ved for de danske bronzevindere. Ti minutter efter scoringen begik Erik Sviatchenko straffespark, og det udnyttede Marcus Berg til at udligne. Minutter senere var den gal på ny, da Marcus Berg alene i feltet snød tre FCM-forsvarsspillere og bragte værterne foran med 2-1. Marcus Berg fuldendte sit hattrick med sin scoring til 3-1 i det 43. minut, og det blev stillingen ved pausen.    

Hjemmeholdet startede som lyn og torden i anden halvleg, hvor man inden for de første fem minutter havde to store muligheder. FC Midtjylland skubbede dog længere frem, og det gav en smule luft til de tiltrængte ulve. 

Med lidt over en halv time igen blev vejen mod et comeback dog vanskelig, da Erik Sviatchenko modtog sit andet gule kort. Trods udvisningen stod danskerne godt på banen, og forhindrede flere angreb, hvor Panathinaikos blev for individuelle. 

Med ti minutter tilbage af opgøret fik også Panathinaikos en udvisning, da værternes Triantafyllopoulos modtog sin anden advarsel. Resultatet skulle nu holdes kampen ud, men denne mission mislykkedes for de danske gæster.

Med to minutter igen blev en afslutning fra Nano uheldigt sendt i eget net af Jesper Lauridsen, der ikke kunne gøre meget for at forhindre situationen. 4-1 blev resultatet af opgøret i Athen, og dermed et yderst vanskeligt udgangspunkt for FC Midtjylland inden returkampen torsdag den 28. august i Herning.