Fjendetjek: Denne målmaskine skal FCM lukke ned for
Foto: Czarek Sokolowski/Polfoto
Europa League

Fjendetjek: Denne målmaskine skal FCM lukke ned for

Hvem skal FC Midtjylland-holdet have styr på torsdag aften? Tipsbladet.dk tager Legia Warszawa-holdet under lup.

BRAGT første gang i september før FC Midtjyllands første møde med Legia..

Torsdag aften kan FC Midtjylland sikre sig videre kvalifikation i Europa League, når klubben på udebane møder polske Legia. Hvis FCM vinder, og Club Brugge samtidig ikke vinder over Napoli, går FC Midtjylland videre.

MEN: Klubben skal koncentrere sig om sin egen kamp, for Legia er ikke et helt ufarligt hold og har flere dygtige spillere. Siden sidst er træner Henning Berg blevet fyret, og ind er kommet russeren Stanislav Cherchesov.

Lad os tage temperaturen på det polske hold og starte med holdet største trussel.

Nemanja Nikolic, 27 år, angriber:

Se angriberens mål fra efteråret 2014, hvor han spillede for Videoton.

Den 27-årige ungarske angriber Nemanja Nikolic har igennem hele sin karriere hamret mål ind på stribe. Angriberen blev født i det, der dengang hed Jugoslavien, og selv om han skiftede nationalitet og spiller på det ungarske landshold, er han super, super farlig. Gennem hele karrieren har han vist en poacher-evne foran mål, og i de sidste fem sæsoner for ungarske Videoton har han lavet 87 kasser i 147 ligakampe.

I sommer skiftede han så til polske Legia, og han har bare fortsat med at hamre kasser ind. I 15 ligakampe har han lavet 16 mål, og i Europa har han scoret to gange i otte kampe. Det, der gør ham god, er, at han ikke er bange for at afslutte, og han afslutter godt. Og så har han en fin evne til at finde rum bag forsvaret, ligesom han timer sine dybdeløb godt. Hold øje med denne angriber, FC Midtjylland.

I øvrigt deler angriberen navn med en kendt serbisk folkesanger. Der kan vi heldigvis sige, at den fodboldspillende Nikolic er markant bedre ...

Michal Kucharczyk, 24 år, kantspiller/angriber:

Den polske landsholdsspiller Michal Kucharczyk kan spille på kanten og i angrebet, og vi tror, at han får en rolle på kanten mod FC Midtjylland. Det er en spiller, der ikke laver nær så mange mål som Nemanja Nikolic, men han er alligevel en fyr, der er værd at holde øje med. Han kan nemlig score, er forholdsvis god med hovedet og arbejdet godt for holdet.

Han kan samtidg assistere, og når du gerne vil stoppe Nemanja Nikolic, er det med at lukke ned for afleveringerne til angriberne. I Europa League-kvalifikationen var han med til at sende Legia videre til gruppespillet med to scoringer i de seks kampe - blandt andet et fint hovedstød mod Zorya. Når vi tidligere skrev "forholdsvis god med hovedet", handler det om, at han også har formået at brænde en gigantisk chance. Se herunder.

Dusan Kuciak, 30 år, målmand:

I målet hos det polske hold står den 30-årige slovak Dusan Kuciak, og han er dygtig. Godt nok er han tvivlsom til opgøret, men står han, har Legia sikkerhed på målmandsposten. En rutineret og reaktionsstærk keeper, der laver flere strålende redninger, men også har en tendens til at "bokse" lidt for meget.

Han har tidligere været på landsholdet, men er ikke en del af truppen i øjeblikket, men Kuciak leverer godt for Legia, og han kan komme til at give FC Midtjylland panderynker torsdag aften.

I rumænske Vaslui var der dog ikke helt tilfredshed med keeperen - blandt andet fra fans, der mener, han "smed" en kamp.