Fjendetjek: AaB-bødlen gæster Parken
Foto: Andrei Pungovschi/Getty Images
Europa League

Fjendetjek: AaB-bødlen gæster Parken

FC København overvandt PFC Ludogorets i det første opgør, men bulgarerne har et par markante profiler på holdkortet.

Det ser godt ud for FC København forud for returkampen mod PFC Ludogorets i Europa League. Løverne vandt det første opgør i Bulgarien med 2-1, og dermed er vejen banet for videre avancement i Europas næstfineste klubturnering. Det kræver dog en koncentreret indsats torsdag i Telia Parken.

PFC Ludogorets skal score mindst to mål på Danmarks nationalstadion for at bevare spændingen i det samlede regnskab, og med et halvthundrede scorede mål i den hjemlige liga har klubben bevist, at mål ikke plejer at være et problem.

PFC Ludogorets er som bekendt fra Bulgarien, men holdet er primært sydamerikansk. Ni brasilianere (10 hvis man tæller brasiliansk-fødte Marcelinho med) er der i truppen, som også rummer en enkelt argentiner. 

Før torsdagens opgør tager vi et kig på FC Københavns modstander og tre af Ludogorets' profiler:

Claudiu Keseru, 30 år, angriber:

Den 30-årige rumæner kan lave mål. Mange mål. Det kan de skrive under på Bulgarien, hvor han i øjeblikket er delt ligatopscorer, og det kan man skriver under på her i Danmark. Claudiu Keseru er således en rigtig "danskerdræber". Han scorede PFC Ludogorets' enlige mål mod FC København i torsdags, og i 2014 scorede han hattrick og lavede to assists for Steaua Bukarest i et opgør mod AaB, som nordjyderne tabte 0-6. Samme år scorede han to gange på Stephan Andersen i en venskabskamp mellem Rumænien og Danmark.

Keseru er en klassisk målræv. Han er ikke så høj, og han er ikke så hurtig, men hans evne til at placere sig i modstanderens felt er eminent, og så er han en sikker afslutter. Ham skal FCK holde øje med.

Marcelinho, offensivspiller, 32 år:

Marcelo Nascimento da Costa - bare kaldt Marcelinho - er PFC Ludogorets' offensive kreatør. Han er født i Brasilien, men er blevet udstyret med et bulgarsk pas. Derfor er han fast mand på Bulgariens landshold.

Marcelinho er dygtig til at sætte sine holdkammerater i scene og har i denne sæson assisteret 10 mål, men han er også selv farlig og er med sine ni scoringer med i toppen af topscorerlisten i den bulgarske liga. 

Hans hurtige fødder og gode overblik skal FC København tage højde for.

Jonathan Cafu, angriber/kant, 25 år: 

Det er ikke for sjov, at Jonathan Cafu er på blokken i flere klubber i Premier League, og at der flere gange har været rygter fremme om en pris i nærheden af 80 millioner kroner. Den 25-årige brasilianer er Ludogorets' største stjerne og den spiller, Ståle Solbakken brugte mest tid på at fremhæve i optakten til det første opgør.

Han scorede blandt andet mod både Arsenal og FC Basel i Champions League-gruppespillet, og selv om FC København havde godt styr på ham i det første opgør, er det en spiller, der kan udnytte bare et øjebliks uopmærksomhed. Det er ikke en spiller, der på nogen måde kan matche Mathias "Zanka" Jørgensen og Erik Johansson på fysikken, men til gengæld kan hans hurtighed blive en udfordring for FCK's midtstoppere.