Europa League

FCK afviser sikkerhedsproblem

Uefa og dansk politi godkendte forholdene inden Europa League-kampen i Parken i går.

Mange vrede fans havde efter gårsdagens Europa League-opgør i Parken kontaktet forskellige medier med den samme klage. Øvre C var et højst ubehageligt sted at være som dansk tilskuer torsdag aften. Alligevel afviser FCK stadig alle anklager med det argument, at forholdene var godkendt af Uefa og politiet.

- Den måde, det blev håndteret på, var koordineret med både UEFA og dansk politi op til kampen, forsvarer FC Københavns direktør Anders Hørsholt til ekstrabladet.dk og fortsætter:

- Vi fik i ugen op til kampen besked på at omplacere 2000 tyske fans, som havde købt billetter til nogle afsnit på stadion, hvor det var uheldigt. De udgjorde en sikkerhedsrisiko. Vi valgte så at placere dem til øvre C og øvre A. Og efterfølgende fik vi ros af UEFA for håndteringen af situationen.

- Det kommer jo tit til at ske. Vi kan jo ikke forhindre folk i at købe billetter til den ene tribune eller den anden.

Også udeholdets manglende erfaring med at sælge billetter til holdets udekampe i Europa fik en god del af skylden for den småuheldige situation.

- Dertil kommer, at Hannover ikke er vant til europæiske kampe, så de havde ikke fået koordineret, hvordan deres fans købte billetter. Mange tyske fans købte deres billetter ad andre kanaler.

Og som tidligere skrevet her på sitet får de klagende tilskuere på Øvre C kompensation for den dårlige oplevelse.

- Jeg har talt med 28.000 andre fans, der havde en god oplevelse. Vi erkender, at der var nogle af vores sæsonkortholdere, der blev fanget i en uheldig situation og ikke fik deres pladser på øvre C. Det beklager vi, og de får en kompensation.