Duncan: Kunne have været værre
Foto: Astrid Dalum/Polfoto
Europa League

Duncan: Kunne have været værre

Morten Duncan Rasmussen håber, at FC Midtjylland kan gøre en god figur i en overkommelig Europa League-gruppe.

Napoli, Legia Warszawa og Club Brugge. Det er den menu, der venter FC Midtjylland i Europa League-gruppespillet. Det står klart, efter at der fredag eftermiddag blev trukket lod til verdens næstfineste klubturnering.

Og selv om det er tre gode hold, så er det ikke noget, der skræmmer helten fra gårsdagens kamp mod Southampton, Morten Duncan Rasmussen.

- Vi går ind til gruppespillet for at gøre det så godt, vi kan, og det havde vi gjort uanset udfaldet af lodtrækningen. Umiddelbart gør jeg mig ikke de store tanker, for jeg har ikke så stort et kendskab til de tre hold, men det er selvfølgelig klart, at det kunne have været værre. Det er nogle hold, vi kan give kamp til stregen, siger Duncan til tipsbladet.dk og tilføjer om Club Brugge, der det seneste år har banket både Brøndby, FC København og AaB:

- Jeg håber, vi kan redde lidt af den danske ære. Vi vil i hvert fald gøre, hvad vi kan for at slå dem, men om det lykkes, må tiden vise.

Han er sparsom med at spå om FC Midtjyllands chancer i gruppespillet.

- Vi spiller for at vinde, og det kommer vi til i alle kampe. Ellers kan det ikke betale sig at gå på banen. Vi har en god hjemmebane, men vi har rent faktisk været stærkest i vores udekampe, så vi har bevist, at vi både kan spille ude og hjemme. Og så har kampene mod Southampton for alvor givet os noget at bygge videre på inden gruppespillet, slutter Morten Duncan Rasmussen.