Benfica knækkede Juventus til sidst
Illustration
Europa League

Benfica knækkede Juventus til sidst

Benfica tog første stik mod Juventus med en hjemmesejr på 2-1 i Europa League-semifinalen.

Hvis man før sæsonen havde sagt, at Juventus skulle spille en europæisk semifinale i slutningen af april, havde de fleste nok gættet på, at det var en Champions League-kamp, der var på programmet. Det var det dog ikke, da Den Gamle Dame var i aktion torsdag aften.

I stedet måtte de italienske mestre affinde sig med at spille semifinale i verdens næstfornemste klubturnering, Europa League, hvor holdet var på besøg hos Benfica i Portugal.

Og her kom Juventus i store problemer før returkampen i Torino om en uge. Italienerne tabte således 1-2.

Benfica, der tidligere i turneringen har spændt ben for Christian Eriksen og Tottenham, bragte sig foran efter bare tre minutter ved den tidligere Real Madrid-spiller Ezequiel Garay, og 1-0 blev stående på måltavlen helt indtil et kvarter før tid, hvor Carlos Tevez dukkede op og udlignede til 1-1.

De portugisiske fodboldfans gik dog hjem med et smil på læben, for med seks minutter tilbage sikrede Lima hjemmeholdet sejren, da han gjorde det til slutresultatet 2-1.

Benfica var i finalen i Europa League i sidste sæson, hvor det blev til et 1-2-nederlag til Chelsea.