Yderligere tre skader til England
Foto: Matt Dunham/Polfoto
EM

Yderligere tre skader til England

Tidligere på dagen kom det frem, at James Milner har forladt den engelske landsholdslejr som følge af en skade, og nu gør tre andre spillere ham selskab.

Danny Welbeck, Raheem Sterling og Leighton Baines har alle tre forladt den engelske landsholdslejr på grund af skader. Det bekræfter landstræner Roy Hodgson til FA TV. Alle tre startede inde i EM-kvalifikationskampen mod Litauen i går aftes, og de to førstnævnte stod begge bag et mål og et oplæg.

Nyheden kommer få timer, efter James Milner ligeledes måtte forlade det engelske landshold, der på tirsdag spiller venskabskamp mod Italien i Torino. Dermed har det samlede afbudstal rundet ni.

I sidste uge meldte Daniel Sturridge, Adam Lallana, Luke Shaw, Fraser Forster og Danny Rose afbud, og i dag har de fire førnævnte altså også måttet trække sig. Roy Hodgson har dog kun indkaldt Ryan Bertrand som erstatning for Baines, mens de andre ikke bliver erstattet.

Til gengæld tyder det på, at Harry Kane, der kom på banen og scorede mod Litauen i går, får sin første plads i startopstillingen for det engelske A-landshold.