Tjekke: Danmark, vi har brug for jeres hjælp
Foto: Getty Images
EM

Tjekke: Danmark, vi har brug for jeres hjælp

Danmark kan ikke længere gå videre fra gruppespillet ved U21-EM, men det kan lørdagens modstander fra Tjekkiet, der skal bruge en sejr.

Det danske U21-landshold står noteret for nul point og nul mål efter to kampe ved U21-EM, og dermed er det forbi for denne gang. Der mangler dog fortsat et opgør mod Tjekkiet lørdag, og selv om Danmark ikke kan gå videre, kan Tjekkiet det, efter det tjekkiske hold overraskende vandt med 3-1 over Italien.

Dermed er det tjekkerne, der har noget på spil til mødet med Danmark, og det har tipsbladet.dk talt med journalisten David Cermák fra det tjekkiske medie iDNES.cz om.

Hvad bliver der skrevet i de tjekkiske medier efter den fine sejr over Italien?

- Jeg har faktisk ikke fået kigget aviserne, for jeg er i Polen. Jeg har skrevet mit eget, men jeg har ikke set, hvad de andre har skrevet. Men det er et helt utroligt flot resultat for Tjekkiet, og det var især en god præstation de sidste 20 minutter. Italien fik udlignet, og det blev en svær situation for det tjekkiske hold, der skulle score på et tidspunkt, hvor det ikke så sandsynligt ud. Holdet spillede lige i den periode ikke så godt, men så kom målet, og så ændrede det hele sig. Det var et stort resultat. Det er ikke sådan, at vi tror, vi er gået videre, men resultat var flot.

Og så er det Danmark. Hvad tænker du om den kommende kamp?

- Vi har brug for Danmarks hjælp, hvis man kan sige det sådan. Jeg må indrømme, at jeg forventede lidt mere fra Danmark, men du og andre kan nok bedre forklare, hvorfor Danmark ikke har været bedre. 

- Selv hvis vi slår Danmark, er det ikke endegyldigt, at vi går videre. Det afhænger også af Portugal mod Makedonien (hvis Tjekkiet slutter som to'er i gruppen). Men skulle vi gå videre, vil det være en utrolig præstation fra et hold, som ikke mange havde forventninger til inden turneringen. Det er en svær gruppe, og selv om vi har det bedste U21-landshold i mange år, er tyskerne og italienerne meget stærke. Kommer vi i semifinalen og trækker England, som det kan ende med, så tror jeg, vi har en god mulighed for at komme i finalen. Spanien klarer vi ikke.

Patrik Schick er den store stjerne på jeres hold - nu er han på vej til Juventus. Hvad siger folk om ham?

- For det første håber vi ikke, at han kommer træt tilbage fra Torino (hvor han er til lægetjek pt., red.)!

- For det andet har han faktisk spillet en god turnering, han har ikke været dårlig, som jeg har set nogen skrive. Han har haft chancer, og dem har han misset, så det trækker naturligvis ned, men han arbejder stenhårdt for holdet ,og han spiller anderledes, end han plejer. Og anderledes end vi forventede, for normalt er han som type en individualist med en fremragende teknik, der scorer flotte mål. I den her turnering er han holdspiller. Mod Italien gav han alt, og 20 minutter før tid signalereede han, at han var træt og skulle ud. Han spiller ret godt, og så tror vi, at målene kommer snart.

Er Patrik Schick billedet på en ny, spændende generation i tjekkisk fodbold?

- Helt klart. Han er det største talent her. Vi har ventet på den her generation i lang tid, for i de senere år har der ikke været meget talent. Vi har helt specifikt ikke haft angribere, der kan score mål. Så vi har ledt i nogle år nu. Han kan være ham, der scorer mange mål, og alle forventer meget af ham.

- Men der er også meget andet talent. Stefan Simic fra AC Milan har været udlånt til Mouscron i sidste sæson, men nu ser det ud til, at han får chancen i Milan. Han er midterforsvarer. Og så forventer folk sig meget af Vaclav Cerny, som mange nok kender fra Ajax. Han var dog ikke god i den første kamp mod Tyskland, og mod Italien sad han kun på bænken.

Og så har I jo også et Superliga-islæt på holdet i form af Michael Lüftner, der scorede et fremragende mål på Donnarumma og efter sommerferien skal til FC København. Hvad er han for en spiller?

- Han er en stærk spiller, der er god i hovedspillet. Han er høj, stærk og en fysisk spiller. I den første kamp mod Tyskland var han den dårligste spiller på banen. Det vidste han godt selv, for han lavede mange fejl. Det var en overraskelse, for i Slavia Prag spillede han fremragende i foråret, og det var også årsagen til, at FC København købte ham.

- Men lige så dårlig, han var i den første kamp, lige så fremragende var han mod Italien. Godt nok var det ikke hans bedste første halvleg, hvor han lavede nogle fejl og ikke var så god i sine clearinger, men i anden halvleg scorer han et fantastisk mål, man ikke havde forventet at se fra hans side. Det er en spiller, der normalt ikke scorer mange mål, og jeg mener, at han i foråret scorede to gange for Slavia Prag ... begge selvmål. Han var selvfølgelig meget glad for at have scoret, og holdkammeraterne drillede ham, for de er ikke vant til at se ham score.

Du kan se Michael Lüftners aktioner fra Tjekkiets kamp mod Italien herunder: