Sverige holder liv i direkte EM-kvalifikation
Foto: Jonas Ekstromer/Polfoto
EM

Sverige holder liv i direkte EM-kvalifikation

Zlatan og Sverige skal formentlig i playoff, men chancen for direkte kvalifikation lever fortsat.

Med scoringer fra Marcus Berg og Zlatan Ibrahimovic er der stadig håb for Sveriges drømme om en direkte kvalifikation til EM i Frankrig sommeren 2016. Det betød, at nabolandet mod øst slog miniputterne fra Lichtenstein med 2-0.

Med sejren er de stadig på tredjepladsen, der giver adgang til playoff-runden, men den betyder også, at de nu er to point efter Rusland på andenpladsen, der giver direkte kvalifikation. Førstepladsen i puljen sidder Østrig i øvrigt på, og er klar til slutrunden.

Marcus Bergs mål kom allerede efter 18 minutter, da han gled igennem forsvaret. Lige inden pausen kunne Zlatan Ibrahimovic have fordoblet føringen på et straffespark. Men i stedet fik målmand Peter Jehle noget at fortælle børnebørnene, når de en dag dukker op. Han nappede nemlig forsøget fra verdensstjernen.

I anden halvleg kunne Jehle dog ikke gøre noget, da Zlatan kom alene igennem og bankede bolden i netmaskerne.

Rusland er på gruppens andenplads, da det lykkedes dem at hive en 2-1-sejr hjem mod Moldova på udebane efter Sergei Ignashevich og Artem Dzyuba scorede to vitale mål for russerne. Reduceringen fem minutter før tid fra Moldova kom for sent.

I gruppens sidste kamp fik Østrig en 3-2 ude med Montenegro, som betyder, at Montenegro er færdige, da de er fire point efter Sverige nu. Det er dog stadig åbent i den sidste kamp, hvis Montenegro er klar til at give russerne kamp til stregen. Rusland er i øvrigt bedre indbyrdes med Sverige, så der skal en svensk sejr til og et russisk nederlag, hvis Sverige skal direkte til EM.

I gruppens sidste runde ser det således ud:

12. oktober
18:00 Østrig -  Liechtenstein
18:00 Rusland  -  Montenegro
18:00 Sverige  -  Moldova

Gruppe G:
Østrig: 25 point (kvalificeret)

Rusland: 17 point
Sverige: 15 point
Montenegro: 11 point
Lichtenstein: 5 point
Moldova: 2 point