Superliga-islænding: Forventer sjov EM-kamp
Illustration
EM

Superliga-islænding: Forventer sjov EM-kamp

SønderjyskE-islændingen Hallgrimur Jonasson forventer en god kamp, når Island ude møder Tjekkiet i EM-kvalifikationen.

Island har fået en flot start på EM-kvalifikationen. Ni points i tre kampe skaber håb om EM-deltagelse i 2016, og for at nå dette venter en nøglekamp søndag aften. Her tager Tjekkiet imod de islandske krigere, og værterne har som Island ni points efter tre kampe. 

Der venter da også en underholdende affære, vurderer den islandske forsvarsspiller Hallgrimur Jonasson, som Tipsbladet.dk har fanget før opgøret: 

- Vi forventer en sjov kamp. Tjekkiet har et godt hold, og de har hentet ni points ligesom vi har. De har nogle gode spillere, hvor mange også spiller sammen på klubplan, og de har en god forståelse for hinanden. Der er dog ingen tvivl om, at vi kommer hertil for at vinde og tage førstepladsen, siger Hallgrimur Jonasson til Tipsbladet.dk og fortsætter: 

- Vi kommer til at spille på den samme måde, som vi har gjort hidtil. Vi skal arbejde hårdt for hinanden, og gør vi det, så ved vi, at vi har kvaliteten til at vinde. Så kan vi skaber både chancer og mål, fortæller islændingen. 

Opgøret mellem Tjekkiet og Island starter klokken 20:45 søndag aften.