Selv om der er hele fire måneder til EM i Polen og Ukraine, så er den danske landstræner Morten Olsen allerede ved at indsnævre feltet af mulige kandidater til EM-truppen.
- Mit arbejde bliver intensiveret, og det er nu, det bliver endnu sjovere, for der venter noget stort forude. Jeg ser masser af fodbold både live og på tv. Især de seneste uger har jeg set mere og mere i takt med, at flere ligaer igen er begyndt. Det er spændende tider, og jeg er nysgerrig på, hvordan spillerne udvikler sig, siger landstræner Morten Olsen til sporten.dk
Allerede nu har landstræneren lagt sig fast på flere af de navne, han udtager til EM-truppen. Således er der kun en håndfuld pladser ledie, og det er disse han vil forsøge at besætte inden Danmarks første EM-kamp mod Holland den 9. juni 2012.
- Der er stadigvæk spørgsmål ud for visse positioner, men på den anden side ville det også være et dårligt signal, hvis jeg ikke havde en stor del klar på blokken. Jeg ved, hvem jeg kan regne med. På det her tidspunkt vil jeg sige, at jeg har en 17-18 spillere, som er sikre, siger Morten Olsen.
Morten Olsen har ydermere haft for vane at trække en kanin op af hatten eller udtage en særlig overraskelse til sidst. Eksempelvis blev Christian Eriksen indlemmet i truppen, da Danmark optrådte ved VM i Sydafrika i 2010.
- Der kan komme en kanin op af hatten, men det skal være en med et enormt talent, hvor man kan se, at han har en stor fremtid på det danske landshold, slutter landstræner Morten Olsen.