EM

Olsen: Ingen ideel situation med Sørensen

Thomas Sørensen kan have spillet sin sidste kamp for Stoke i denne sæson, og det huer ikke landstræner Morten Olsen forud for EM.

Stoke City blev i weekenden slået ud af FA Cuppen, da Thomas Sørensens klub tabte 2-1 til Liverpool. Danskeren stod hele kampen, men onsdag mod Tottenham er holdets Premier League-målmand Asmir Begovic efter alt at dømme tilbage i målet.

Og da Stoke heller ikke længere lever i Europa League, har de kun Premier League at koncentrere sig om. Holder manager Tony Pulis holder fast i den stil, han har kørt indtil videre, kan Sørensen have spillet sin sidste kamp i denne sæson. Det bekymrer landstræner Morten Olsen forud for EM.

- Det er ingen ideel situation for Thomas og for EM-holdet, og som landstræner er du altid bekymret, når én af dine stamspillere ikke får spilletid. Det er bedst at spille nok kampe, og så kan vi tage diskussionen af, hvad der er nok kampe.

- Det vil være forskelligt fra spiller til spiller. Thomas er én af dem, der har spillet på et højt stabilt niveau, når han ikke har spillet på sit klubhold, så han har bevist, at han kan ramme sit niveau, selv om han ikke spiller. Nogle spillere kan tåle at spille lidt færre kampe. Det kunne Martin Laursen, Thomas Helveg og Jon Dahl Tomasson, og det kan Thomas Sørensen også, siger Morten Olsen til tipsbladet.dk.

Så Thomas Sørensen er stadig det danske landsholds førstevalg, selv om han ikke får flere klubkampe i denne sæson?
-

Jeg kan konstaterer, at han har været førstevalg indtil nu, og det er der ikke ændret på indtil videre.

Det kommer måske også an på, hvordan det går med Anders Lindegaard resten af sæsonen?

- Ja, blandt andet.

Stoke ligger aktuelt 14 point fra de tre hold under Premier Leagues nedrykningsstreg. Det betyder, at Thomas Sørensens klub ikke kommer i fare i bunden af rækken. Og med 10 kampe igen af sæsonen, kan danskeren måske håbe på at få et par kampe i slutningen af slutningen. Alt det er op til manager Tony Pulis.

Thomas Sørensen har spillet 22 kampe for Stoke i denne sæson. 14 i Premier League, fem i Europa League, to i Carling Cuppen og én i FA Cuppen.