Norsk supertalent udtaget til kval-kampe
Illustration
EM

Norsk supertalent udtaget til kval-kampe

15-årige Martin Ødegaard er udtaget til dét norske landshold, der spiller to kvalifikationskampe i næste uge.

Strømgodsets supertalent Martin Ødegaard er igen udtaget til det norske landshold, efter han ikke var med sidst, hvor det norske landshold tabte med 2-0 til Italien i den første EM-kvalfikationskamp. Den 15-årige talentfulde spiller har allerede fået debut for Norge og er blevet den yngste nogensinde til at repræsentere Norge - nu kan han så få to kampe mere under bæltet. Og det er vel at mærke betydningsfulde kampe.

Martin Ødegaard er nemlig udtaget til Norges opgør ude mod Malta fredag den 10. oktober, samt opgøret hjemme mod Bulgarien mandag den 13. oktober. Og Ødegaard er med i truppen, fordi han har fortjent det, forklarer landstræner Per-Mathias Høgmo, der afviser, at Ødegaard er med på grund af talent-prædikatet.

- Martin har over flere kampe vist et stabilt højt niveau. Han har været involveret i mange scoringer for Strømgodset, og han spillede også en god landskamp mod De Forenede Arabiske Emirater. Derefter spillede han en god U/21-landskamp mod Portugal, siger Per-Mathias Høgmo til vg.no.

Martin Ødegaard er ikke overraskende rygtet til flere af verdens allerstørste klubber.