EM

Islandsk landstræner sur på FCKer

Ragnar Sigurdsson må nøjes med telefonisk kontakt til klubkammerat Sölvi Ottesen i Portugal, for han er ikke udtaget til det islandske landshold.

Der er mange dygtige islandske fodboldspillere rundt omkring i Europa, men alligevel må det undre, at FC Københavns centerforsvarer Ragnar Sigurdsson ikke er udtaget til aftenens EM-kvalifikationskamp mod Portugal i Porto. For i Superligaen har duoen med Sigurdsson og vennen Sölvi Ottesen været stærk, men i aften bliver det sandsynligvis en anden Sigurdsson, nemlig Indridi Sigurdsson fra Viking der skal forsøge at stoppe Cristiano Ronaldo og kompagni sammen med Ottesen og resten af den islandske defensiv.

Grunden til det skal findes i den EM-kvalifikationskamp, som Island spillede mod Danmark tilbage i juni måned, dengang den 25-årige Ragnar Sigurdsson var midt i skiftet fra IFK Göteborg til FC København.

- Jeg havde været syg i de par landskampe, der havde været i foråret før landskampen mod Danmark, så der kunne jeg ikke være med. Men jeg havde faktisk ikke spillet længe på landsholdet, for jeg plejer at sidde på bænken. Så blev jeg udtaget til kampen mod Danmark, og så tænkte jeg, at fordi jeg vidste, jeg ville sidde på bænken, ville jeg koncentrere mig om skiftet til FCK i stedet for, også fordi der var meget praktisk, der skulle falde på plads.

- Det kunne landstræneren ikke forstå. Han blev sur og sagde til mig, at han synes, det var dårligt af mig. Efter det har vi haft to-tre kampe, hvor jeg ikke er blevet udtaget. Jeg tror, han synes, at jeg er useriøs med landsholdet. Men det er ikke rigtigt. Jeg vil gerne spille med på landsholdet, og jeg synes, det ville være perfekt, for Sölvi og jeg spiller sammen her i FC København, og så kunne vi også gøre det på landsholdet. Men det synes han ikke.

- Men det er landstrænerens sidste kamp i aften. Han stopper og så skal der findes en anden, og så håber jeg på at få en ny chance på landsholdet, siger Ragnar Sigurdsson til tipsbladet.dk.

Og så melder han i øvrigt om god stemning fra lejren i Porto, for han har snakket med Sölvi Ottesen undervejs før det, der altså bliver sidste opgave for landstræner Olafur Johannesson efter fire år i spidsen for landsholdet.

Foreløbig står Ragnar Sigurdsson noteret for 16 landskampe for Island siden debuten i august 2007, et par måneder før Olafur Johannesson blev landstræner.