EM

Fest i Lviv: Portugal og Danmark går videre

Danskerne og portugiserne præger bybilledet i Lviv. Festen er i gang, og begge lejre ved, hvem der vinder.

Tipsbladet.dk i Lviv
Det er først klokken 18.00 dansk tid, at Danmark og Portugal tørner sammen i anden EM-kamp, men allerede fra morgenstunden har festen været godt i gang i centrum af Lviv. Danskerne slog sig allerede i formiddags ned ved Rynok Square, hvor den danske fanambassade også er slået op. Her bliver Dennis Rommedahl hyldet for sine hurtige løb og sit pæne ydre, mens portugiserne ryster på hovedet og påkalder sig Ronaldos magt.

Portugiserne har nemlig også indfundet sig i byen – indtil videre lidt mindre larmende end de danske tilskuere.

Fanzonen i Lvivs midtby åbnede kl. 12.00 (dansk tid kl. 11.00), og her er der begyndt at komme godt gang i løjerne. Danskerne fester, synger, drikker fadøl og hygger sig med hinanden, med portugiserne og med de ukrainske værter. Klassiske

Vi er mestrene, mestrene, mestrene, mestrene, mestrene oleeeeee

, fylder luftrummet over fanzone.

Men det er ikke kun danskerne, der er sikre på, at det bliver til sejr i aften. De forventer, at Morten Olsens tropper kan følge op på den flotte sejr mod Holland, mens portugiserne ikke kan tro, at deres hold kan tabe to kampe i træk.

- Vi forventer, at vi vinder, og jeg tror, det bliver 3-1. Vi skal rejse os efter nederlaget til Tyskland, men jeg håber, at Danmark slår Tyskland i den tredje kamp, så vi sammen går videre til kvartfinalen. Jeg håber, Ronaldo snart begynder at score flotte mål på landsholdet, som han gør for Real Madrid, og han må meget gerne starte i aften, siger Nuno Sereno, der sammen med godt 20 andre tager turen til Arena Lviv i aften.



- Portugal vinder ikke 3-1. Vi slår dem med 3-2. Frikadellie scorer igen, og Rommefar laver den anden, og så har jeg fidus til Zimling eller Agger ved det tredje mål, siger 31-årige Anders Wendelboe, der brugte 19 timer på at køre fra København til Lviv, inden ankomsten til Lviv i mandags.

- Det er super hyggeligt at være her. Jeg er meget overrasket. Alle er utrolig flinke, maden er god, og byen er flot. Vi kunne sagtens finde på at tage på ferie her en gang  - også selv om der ikke er fodbold.

Tipsbladet.dk er på plads på Lviv Arena i aften til det, der kan ende med at være afgørende for, at Danmark når kvartfinalen, hvis Tyskland senere i aften også slår Holland. God kamp.