En tredjeplads kan sende Danmark til EM 2016
Illustration
EM

En tredjeplads kan sende Danmark til EM 2016

Der er sjældent noget, der er nemt i fodboldens verden, og det bliver heller ikke nemt for Danmark at komme til EM i 2016. Men det vil være en overdrivelse at påstå, at det bliver svært.

Man skal som bekendt ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, men en række af de store fodboldnationer kan alligevel godt begynde at reklamere for, at man nok skal få skudt en bjørn i 2015, og at der formentlig vil være et skind at købe.

Sagt på en anden måde – mange nationer kommer til at bade sig til EM 2016 i Frankrig.

Det gør Danmark formentlig ikke, men det er svært at komme udenom, at de rød-hvide burde kunne klare skærene, efter at UEFA har øget antallet af deltagerlande fra 16 til 24. Onsdag meddeler det europæiske fodboldforbund på sin hjemmeside, at de ni gruppevindere, alle toere og den bedste treer er direkte kvalificeret til slutrunden. De otte resterende treere skal ud i to playoff-kampe. Det vil altså sige, at Danmark skal ende helt nede som nummer fire i gruppen for helt at udspille EM-drømmen. Det er svært at forestille sig, at det kommer til at ske.

Der er lodtrækning til EM-kvalifikationen 23. februar næste år. Frankrig er som værtsnation direkte kvalificeret.