Drogba: Jeg vil ikke udlejes til januar
Generelle

Drogba: Jeg vil ikke udlejes til januar

Didier Drogba afslører, at han ikke har intentioner om at forlade Montreal til fordel for en anden klub i januar, men åbner samtidig døren for at træne med et vist sted.

Didier Drogba har ikke været dårligt kørende for Montreal Impact i MLS. I 11 kampe er det blevet til lige så mange mål og en enkelt assist for ivorianeren. Der er pause i den amerikanske liga indtil marts, og spillere som Pirlo og Giovinco har været kædet sammen med et lejeophold i en europæisk klub indtil da, når januar-vinduet åbner. Men Drogba føler ikke lige for at skulle tage tilbage til Europa for at spille kampe. Træne vil han imidlertid måske gerne. Ivorianeren skal tilbage til London på ferie, og en journalist spurgte, om han ville spille for Chelsea igen i MLS-pausen.

- At træne med i Chelsea, hvorfor ikke? Det er noget, jeg skal diskutere med klubben her (Montreal red.). Jeg spiller for Montreal Impact. For at holde mig selv i form, hvorfor så ikke træne med i Chelsea? Men at spille - den ide tænder mig ikke. Jeg har brug for ordentlig hvile og for at være klar til at spille i denne her liga, siger Drogba til MLS' hjemmeside.

Didier Drogba nåede at spille 381 kampe for Chelsea, hvor det blev til 164 mål.