– Doping er også en fordel i fodbold

Bragt i Tipsbladet 28. marts 2013

Det ulmer i fodboldverdenen. Hidtil har sporten været forskånet for de helt store dopingsager, sammenlignelige med dem som af flere omgange har lagt cykelsportens image i ruiner, men måske er noget på vej. Udgangspunktet er Spanien. I efteråret skrev den engelske avis The Telegraph, at Lance Armstrongs dopinglæge Luis García del Moral på hjemmesiden for Performa SportConsulting, et sportsmedicinsk virksomhed som del Moral var tilknyttet, stod som ansat af Valencia og FC Barcelona i 2003-04.

Valencia svarede ikke på The Telegraphs henvendelser, mens ansættelsen blev benægtet af Barcelona, som dog ikke kunne afvise, at han havde været tilknyttet lægestaben som freelancer. Ligeledes har den langvarige Operación Puerto, centreret omkring lægen Eufemiano Fuentes, haft afstikkere til fodbold.

Den franske avis Le Monde har tabt en retssag til FC Barcelona omkring påstanden om, at der var blevet fundet planer for sæsonforberedelser til Real Madrid og Barcelona hos Fuentes, den tidligere Real Sociedad-præsident Iñaki Badiola har fortalt, at en gennemgang af regnskaberne fra før hans tid i klubben viste, at flere hundredetusinde euro blev brugt på medicin hos lægen, og senest har Real Madrid sagsøgt Fuentes på grund af en påstand om, at de spanske mestre skylder ham penge – for hvad vil han ikke sige.

De helt store fodboldorganer har endnu ikke gjort det store væsen af sig i dopingsagerne – for eksempel har FIFA ikke iværksat en undersøgelse i anledning af, at Fuentes har hævdet at have haft fodboldspillere som klienter. Argumenterne er som regel de samme: Meget få fodboldspillere bliver taget i dopingtests, og det er blandt andet fordi, det ikke har nogen gavnlig effekt at dope sig som fodboldspiller. 

”Fodboldspillere verden over forstår, at ulovlige medikamenter ikke vil forbedre hverken deres fysiske præstationer eller deres fodboldevner og er derfor tøvende over for at bruge midler, som ikke er effektive, men som kan udløse sanktioner,” har det lydt i udtalelse fra FIFA, og vores egen landstræner Morten Olsen siger det samme i en officiel erklæring på DBU’s egen hjemmeside:

”Jeg mener i bund og grund, at doping er unødvendigt i fodbold.”

Gavnlige anabole steroider
Påstanden er, at der ikke findes doping, som kan få en spiller til at drible bedre, afslutte bedre eller samarbejde bedre med holdkammerater. Men betyder det, at fodboldspillere ikke kan bruge doping?

Nej, mener Ask Vest Christiansen, lektor på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, som har forsket i doping. 

”Det er selvfølgelig noget vrøvl. Det kan de sagtens,” siger han.

Ifølge Ask Vest Christiansen er det særligt skadede fodboldspillere, som ville have stor gavn af ulovlige medikamenter. Det stramme kampprogram og det ofte markante pres fra trænere og fans om at blive hurtigt klar kan få folk til at skyde genvej. 

”Anabole steroider har så mange gode effekter på muskler og regenerering af væv, at det er et helt oplagt stof. Det er i forhold til det element, at fodboldspillere ville kunne gøre brug af det. Det er ikke som noget, man ville kunne blive en bedre dribler af eller skyde hårdere på mål. Det er til den del, der handler om regeneration og restitution,” siger Ask Vest Christiansen, som også fortæller, at anabole steroider er yderst gavnlige, selv om den brede opfattelse er, at de hører sammen med en helt anden sportsgren.

”Misforståelsen, som vi har fra myten om bodybuilding. er, at hvis man tager anabole steroider, bliver man kæmpestor. Og så siger alle atleter, i cykling, i atletik, i roning, at de ikke kan tåle at være så store. Det er helt forkert, for det handler dels om dosis, dels om hvordan man bruger det. I forhold til myten om bodybuildere kan man også se, at cykelrytterne, der er gået til bekendelse det sidste års tid, har alle gjort brug af anabole steroider. Og det er ikke fordi, de ligner bodybuildere,” siger Ask Vest Christiansen.

I forhold til kampene er der også dopingmidler, som ville kunne gøre en forskel. Den tidligere tyske landsholdsspiller Thomas Hitzlsperger fortalte for nyligt i et interview med Die Zeit, hvordan han mente, at fodboldspillere kunne forbedre sig.

”Vores sport bliver konstant mere atletisk. Med doping kan man løbe mere eller lægge den afgørende aflevering i sidste minut, fordi man er mere koncentreret,” sagde Hitzlsperger i interviewet den tyske avis, hvor han også, med et glimt i øjet, udtalte, at han endda måske bliver europamester anno 2008. 

Det er en henvisning sagerne fra Spanien, hvis landshold som bekendt slog Tyskland i EM-finalen for fem år siden.

For at øge udholdenheden, som Thomas Hitzlsperger fremhæver som en oplagt kvalitet, er der også hjælp at hente på sportens forbudte apotekter.

”Der er epo klart en mulighed. Når der bliver lavet målinger over, hvor langt spillere løber per kamp, løber de ikke ret meget længere, end de gjorde for 15-20 år siden. Det er stadig mellem 10 og 14 kilometer, alt efter hvor de ligger på banen. Men løbene er højintensive, mens der tidligere var flere mellem- eller lavintensive løb. Der er to elementer der. Dels er der igen noget udholdenhed, og der er også en hurtigere restitutionsevne. Jo større kondition man har, desto hurtigere restituerer man også efter højintensive løb. Derfor kan det også betale sig at forbedre sin kondition med nogle af de her stoffer,” siger Ask Vest Christiansen.

Øget indsats på vej
Mens der i cykelsporten har været masser af dopingindrømmelser i løbet af de seneste 15 år, er der væsentligt færre fodboldspillere, som taler om det. En af få undtagelser er den tidligere tyske landsholdsspiller Paul Breitner, som allerede i 1987 tog bladet fra munden i et interview med Der Spiegel.

”Alle ved besked, for i Bundesligaen er det almindeligt sladder. Der bliver – særligt før sæsonstart – fortalt en masse af de nye spillere. Hvor meget de slugte i den forrige klub, og hvad foretrækkes der i den nye. Det er derfor misvisende at benægte doping. Doping er normen i fodbold ligesom i andre sportsgrene,” sagde Paul Breitner.

Det er en af meget få direkte fortællinger om doping i sporten. Ellers handler det sædvanligvis om mystiske piller og indsprøjtninger, som spillerne fik besked på at tage, uden at de vidste, hvad det var. I efteråret udgav den tidligere argentinske landsholdsspiller Matías Almeyda sin selvbiografi, hvori han fortalte om indsprøjtninger i Parma, som lægerne sagde var vitamintilskud, men som ifølge Almeyda gjorde ham i stand til at ”hoppe helt op til loftet.”

Ask Vest Christiansen har et bud på, hvorfor der er så få dopingindrømmelser i fodbold.

”Det kan indikere to ting: For det første, at der ikke er ret mange, som doper sig i fodbold. For det andet at ingen – heller ikke cykelryttere – har haft behov for at erkende, hvis ikke de var helt vildt pressede til det. Eftersom der bare er stille om det i fodbold, går man ikke bare til bekendelse, når der ikke er nogen grund til det. Hvorfor skulle man sværte sine tidligere arbejdsgivere og sit eget eftermæle til? Det er først, når tingene lukker sig om en, og man ikke har andre muligheder, at man siger ”okay, nu skal I høre min side af historien”,” siger Ask Vest Christiansen.

Doping i fodbold – og i anden holdsport – er et meget uudforsket emne, fortælle Anne-Marie Elbe fra Institut for Idræt på Københavns Universitet.

”Indtil videre har der ikke været forsket ret meget i holdsport og doping. Doping har fortrinsvis været undersøgt i individuelle sportsgrene, sportsgrene som handler om udholdenhed eller styrke. Foreløbig har udbredelsen af doping i holdsport heller ikke været påvist at være lige så stor som i individuelle sportsgrene,” siger Anne-Marie Elbe.

Dog kan holdningen være ved at ændre sig.

”WADA [World Anti-Doping Agency] sætter penge til side til forebyggelse og de har også øget deres fokus på holdsport. Tidligere handlede det kun om individuelle styrke- og udholdenhedssportsgrene, men har de indset, at de er nødt til at fokusere bredere,” siger Anne-Marie Elbe

Hos Anti Doping Danmark er fodbold ikke en højrisikosport, fortæller direktør Lone Hansen. Det skyldes de allerede nævnte argumenter om, at fodbold er meget mere end bare at kunne løbe hurtigt og langt.

”Fodbold er ikke en af de sportsgrene, som man kalder højrisiko i forhold til doping. Der er mange elementer i fodbold, som ikke udelukkende går på udholdenhed og styrke. Andre sportsgrene, for eksempel cykling, har udholdenhed som et kæmpe parameter. Fodbold er også baseret på tekniske og taktiske elementer. Derfor er der ikke et dopingmiddel, som ligger lige til højrebenet, og derfor er fodbold i Danmark ikke en af de sportsgrene, der er specielt risikofyldt i forhold til præstationsoptimerende effekter,” fortæller Lone Hansen.

Opmærksomheden mod doping i fodbold kan dog være ved at ændre sig. Således er der, på baggrund af den seneste tids udvikling, nye tiltag på vej for at forhindre doping i fodbolden.

”Det er sådan, at fodbold er en af de sportsgrene, vi kigger nærmere på, ikke mindst fordi FIFA har udtalt, at de vil gå nærmere ind i det og overveje at indføre blodpas. Der er jo lidt mistanke om, at der er fodboldspillere, som har været i kløerne hos Fuentes. Sådan nogle oplysninger gør, at vi kigger nærmere for at se, om der er noget, der har udviklet sig,” forklarer Lone Hansen.

Risiko for snyd i skadepauser
I Danmark har der kun været to dopingtilfælde i fodboldsporten. Jesper Münsberg fra Lolland-Falster Alliancen fik i 2009 et halvt års karantæne af WADA, fordi han som Næstved-spiller året før blev testet positiv for astmamedicinen salbutamol, som han ellers havde dispensation fra Anti Doping Danmark til at benytte. Det andet tilfælde indtraf i 2007, da en motionsspiller fra en serieklub blev testet positiv i et fitnesscenter.

Men der er også en mulighed for, at dopingsyndere er lykkedes med at slippe gennem antidopingmyndighedernes net.

”Jeg har i fortrolighed talt med fodboldspillere i forskellige sammenhænge, som har fortalt, at der ikke blev skelnet voldsomt mellem, om noget var på listen eller ej,” fortæller Ask Vest Christiansen, som fortæller, at han særligt har hørt om doping som et hjælpemiddel på vejen mod et hurtigt comeback efter en skade.

”Spørgsmålet er, hvor gode man er til at teste folk, som er udenfor i forbindelse med skadespauser. Det er rigtigt nok, at mens cykelryttere kan være svære at finde og derfor har et whereabout-system, så er fodboldspillere altid samlet og træner to gange om dagen. Men de spillere, som ikke er til træning, er typisk dem, som er skadet, og som ofte træner for sig selv. Der har jeg hørt i fortrolige samtaler, at der også i den danske Superliga har været spillere, der har brugt midler, som de ikke måtte bruge, i forbindelse med genoptræning,” siger Ask Vest Christiansen. 

Ifølge Lone Hansen planlægger Anti Doping Danmark netop at kigge nærmere på genoptræningsfaserne, men at det i øjeblikket er randomiseret. I øjeblikket holder Anti Doping Danmark primært øje med de bedste spillere og hold.

”Vi kigger efter profiler, ligesom vi gør i andre sportsgrene. Vi har et samarbejde med alle specialforbundene, også DBU, hvor vi drøfter med ledelsen, hvem som kunne være interessante. De bestemmer ikke, men de kan pege på, hvor de største risikoatleter kan befinde sig,” siger Lone Hansen. 

Statistik fra Anti Doping Danmark viser, at fodbold i 2011 med 129 test var den næstmest testede sportsgren i Danmark, kun overgået af cykling med 160. Året før var fodbold nummer ét med 188 prøver, men DBU har over 14 gange så mange medlemmer som Danmarks Cykle Union, så forholdsmæssigt bliver meget få fodboldspillere testet i forhold til cykelryttere. Tallet er faldet, fordi OL i London sidste år gjorde det mere relevant at fordele ressourcerne anderledes. Anti Doping Danmark satser desuden markant på forebyggelse af doping.

”Den anden ting, som er vigtig, er kulturbearbejdningen. Den har vi så småt igangsat, og det er at sørge for, at især unge spillere bliver bevidste om, hvilke risici, der er. Grænsen mellem at tage kosttilskud og det, der ligger på den anden side, kan være svær at vurdere som ung spiller, som er opsat på at komme ind på et af de store hold. Så en stor del af vores arbejde er at informere og forebygge,” siger Lone Hansen. 

Hvor stor er den betændte kultur?
Netop forebyggelse arbejder Anne-Marie Elbe fra Københavns Universitet med. Hun har netop påbegyndt et projekt, hvor hun sammen med kolleger i Grækenland og England vil undersøge, om det kan lade sig gøre at forhindre dopingmisbrug blandt sportsudøvere ved at lære dem moralske værdier. Projektet er blevet til med støtte fra WADA, fordi det internationale dopingagentur som tidligere nævnt er blevet mere opmærksom på holdsport.

”Vi tror, at hvis der er en moralsk god atmosfære, og hvis spillerne har høje moralske værdier, vil deres villighed til at dope sig være lavere, selv hvis de er i et præstationsorienteret miljø. Det betyder, at næste skridt i at forhindre doping er at træne de moralske egenskaber,” siger Anne-Marie Elbe, der fortæller, at doping i høj grad hænger sammen med hvilket miljø, atleterne befinder sig i.

”Vi ved, at har at gøre med individets værdier og normer, og det har at gøre med miljøet. Hvis individet er i et miljø, hvor det er okay at dope sig, og hvor det er kulturen, at det gør man, så er det mere sandsynligt, at individet også doper sig,” siger Anne-Marie Elbe.

Forskningen begynder altså nu at undersøge dopingspørgsmålet inden for fodbold og andre holdsportsgrene, men foreløbig er det meget svært at finde ud af, hvor stort et problem brug af forbudte stoffer er i dansk og international fodbold.

”Når jeg snakker med nogen, stiller jeg samme spørgsmål, som du stiller: Hvor udbredt er det? Og så siger de, at de spillere, som de kender, har gjort det. Men hvor meget siger det om en specielt lille og betændt kultur, som jeg tilfældigvis har fået adgang til, og hvor meget siger det om hele fodboldsporten? Det er ret svært at slutte på solidt videnskabeligt grundlag. Så jeg kan ikke give et tal i procenter, som jeg kan stå inde for. Det er gætterier,” siger Ask Vest Christiansen, som i stedet peger på, at den medicinske fare i fodbold efter hans mening ligger i den gigtmedicin, som det tidligere har været fremme, at spillerne benytter i vid udstrækning.

”Det foruroligende i forhold til sundhedsspørgsmålet er ikke, om der er et par stykker, der har brugt anabole steroider eller epo, men i langt højere grad den mængde af antiinflammatoriske produkter som mange spillere ser ud til at benytte sig af. De ødelægger dit væv over tid. Der har været fri adgang til det, og nogle har brugt det i store mængder. Set i et sundhedssperspektiv er det langt alvorligere, end at nogle har brugt anabole steroider en enkelt gang i løbet af deres karriere, for de bruges altså ikke doser, som er så farlige,” siger Ask Vest Christiansen.

”Den bekymring, der ligger om ulovlige produkter handler i fodbold mere om fair play-spørgsmålet. Der er nogle, der har adgang til at regenerere hurtigere, og hvis vi mener, at det at komme sig over en skade er en del af fodboldspillet, ja, så har de haft en urimelig fordel. Hvis man kommer sig på fire uger, når andre skal bruge fem, er det en urimelig fordel, og så videre,” siger Ask Vest Christiansen.

Hos antidopingmyndighederne vil man ikke kalde doping for et problem i fodbold – i hvert fald ikke i øjeblikket.

”Det er ikke mit indtryk, at der er et problem. Jeg kan ikke udelukke, at der er doping, for som du kan høre på mig, er vi gået ind i en fase, hvor vi laver yderligere analyser for at kunne se, om der er en ændring i dansk fodbold. Vi er også i gang med at målrette arbejdet. For at kunne gøre det økonomisk ansvarligt er det vigtigt, at vi kigger på, hvad vi skal rette prøverne efter – er det skadesfaserne, som skal have ekstra fokus? Måske er det nogle af topspillerne? Men det kan jeg ikke svare på endnu,” siger Lone Hansen