Landshold

Thomas Sørensen stopper på landsholdet

Landsholdet skal have ny førstemålmand - Thomas Sørensen har meddelt, at han stopper på landsholdet.

I går var det Christian Poulsen, der gjorde det klart, at han stopper på landsholdet - tirsdag er turen så kommer til målmand Thomas Sørensen.

- Det har været hårdt at skulle komme frem til denne beslutning. Landsholdet var mit helt store mål som barn og ung, og siden har det været en rigtig stor del af mit liv. Men jeg har drøftet min situation med både Morten Olsen og Lars Høgh (målmandstræner, red.) og selvfølgelig min familie, så min beslutning er velovervejet, siger Thomas Sørensen i en pressemeddelelse.

- Jeg er 36 år, og jeg skal erkende, at jeg kan mærke den ekstra fysiske belastning det kræver at være landsholdsspiller. Jeg stopper derfor af hensyn til resten af min karriere og for ikke at sætte mig mellem to stole. Jeg har altid gerne ville stoppe på toppen af min landsholdskarriere, og den tid er nu kommet.

- Samtidig er vi jo rigtigt godt besat på målmandsposten. Stephan stod jo fantastisk ved slutrunden, og Anders er også helt klar. Så derfor er det også med god samvittighed, jeg melder fra nu, så Morten og de andre ved, hvad de skal satse på til den kommende VM-kvalifikationsturnering. Så for mig drejer det sig udelukkende om at komme tilbage på holdet her i Stoke,” slutter Thomas Sørensen.

Thomas Sørensen nåede at spille 101 landskampe for Danmark og fik sin debut tilbage i 1999.