Zanka vil gentage Ajax-mirakel mod Leverkusen
Illustration
Champions League

Zanka vil gentage Ajax-mirakel mod Leverkusen

FC Københavns forsvarsspiller Mathias 'Zanka' Jørgensen er utilfreds med sølvvindernes præstation mod Leverkusen.

FC København blev tirsdag aften nedlagt, da Bayer Leverkusen vandt Champions League-kvalifikationskampen i nationalarenaen med 3-2. Dermed ser det svært ud for FC København før returkampen i Tyskland onsdag i næste uge.

Forsvarsspilleren Mathias ’Zanka’ Jørgensen er skuffet over indsatsen, selvom han også fremhæver Bayer Leverkusens kvaliteter.

- Deres spil var, som vi vidste, det ville være. De praktiserer en fodboldstil, der hedder ’frem over stepperne’ og genpres, genpres, genpres. Det må man sige, at vi oplevede. Det er sådan, de spiller, og det er det, de er gode til. Men Andreas Cornelius var også god til at lægge pres på dem, og han spillede en god kamp oppe foran, siger Mathias ’Zanka’ Jørgensen.

Selvom udgangspunktet er svært for FC København inden returkampen, mener han ikke, at det er umuligt at avancere til Champions League-gruppespillet.

- Tabte FCK ikke også engang på hjemmebane til Ajax og vandt 2-0 i returkampen? Jeg siger ikke, at det bliver lige så ’nemt’ denne gang, men der er før sket vildere ting, og vi har før slået lige så gode hold, siger han.

- Vi skal undgå at lave individuelle fejl, som vi gjorde i dag. Det må man ikke på det her niveau. Vi lavede individuelle fejl, og vi lavede holdfejl. Det blev straffet. Det er grunden til, at vi lukker tre mål ind, hvilket jeg ikke er særlig glad for at se tilbage på, tilføjer han.

I de seneste tre hjemmekampe har FC København lukket otte mål ind samlet mod Hobro, FC Midtjylland og Bayer Leverkusen. Samtidig har holdet tabt tre hjemmekampe i træk, men den statistik lægger Mathias ’Zanka’ Jørgensen ikke meget i.

- Sådan kan man ikke stille det op. Nu tager vi hver turnering for sig. I dag kan vi fokusere på, at der var ting, der ikke var i orden defensivt. Offensivt skabte vi de chancer, der skal til – og mere til, og det kan vi i det mindste være tilfredse med, siger han.

FC Københavns næste kamp er returkampen mod Bayer Leverkusen i Tyskland. Opgøret spilles onsdag i næste uge.