Van Der Wiel ked af tackling på Boilesen
Foto: Polfoto/Lars Poulsen
Champions League

Van Der Wiel ked af tackling på Boilesen

Paris Saint-Germains Gregory Van Der Wiel var ked af, at han kom til at skade sin tidligere holdkammerat Nicolai Boilesen med en voldsom tackling i Champions League-kampen mod Ajax.

Det så vildt ud, da Gregory Van Der Wiel allerede efter ti minutter kom glidende ind i en tackling, der ramte Nicolai Boilesen på knæet.

Danskeren måtte efterfølgende lade sig udskifte, og nu frygtes det, at den danske forsvarsspiller, der har været så hårdt ramt af skader gennem karrieren, igen må holde en længere pause fra fodbolden.

Og det er noget, som ophavsmanden bag den vilde tackling, Gregory Van Der Wiel, er ked af, da han er nære venner med den danske landsholdsspiller:

- Det var naturligvis ikke meningen, at jeg ville ramme ham. Jeg har det dårligt med det, da jeg forsøgte at ramme bolden, men ramte forbi, da banen var meget glat. Jeg håber ikke, at det er alvorligt med Nicolai, han er en af mine gode venner, forklarede Gregory Van Der Wiel til den hollandske avis De Telegraaf efter kampen.

Paris Saint-Germain vandt kampen mod Ajax med 3-1 på to mål af Edinson Cavani og et enkelt af Zlatan Ibrahimovic. Davy Klaassen scorede for Ajax.