Trist Wenger efter gigantisk nedtur: Vi var selvmorderiske
Foto: Polfoto/Matt Dunham
Champions League

Trist Wenger efter gigantisk nedtur: Vi var selvmorderiske

Arsene Wenger var en skuffet mand efter 1-3-nederlaget til Monaco på hjemmebane, og han forstår ikke, hvordan hans spillere tillod gæsterne at komme så nemt til sine scoringer.

Arsenal leverede onsdag aften en mareridtsagtig præstation på hjemmebane i Champions League, hvor London-klubben blev tildelt et nederlag på 1-3 af gæsterne fra Monaco.

Arsene Wenger var en dybt skuffet mand efter nederlaget, og han begriber ikke, hvordan spillerne formåede at gå helt ned med flaget.

- En forfærdelig aften. Vi havde chancer, som vi ikke udnyttede, og vi var selvmorderiske defensivt, da vi var helt væk ved det andet og tredje mål, siger Wenger ifølge Sky Sports.

Monaco kom foran 1-0 før pausen, men otte minutter inde i anden halvleg gjorde Dimitar Berbatov det hele endnu mere sort for Arsenal med sin scoring til 2-0.

- Vi vidste ved pausen, at det var vigtigt at holde nerverne i ro set i lyset af vores seneste erfaringer emd denne turnering. Vi havde ikke råd til at lade være. Så på den led er vi skyldige, siger Arsene Wenger, der også ærgrer sig over monegaskernes sidste scoring i kampen, der faldt dybt inde i overtiden til slutresultatet 3-1.

- Bagud 1-2 forstår jeg ikke, at vi med et minut tilbage kan efterlade hele den ene banehalvdel åben. Det er svært at forstå, siger den franske manager, der har en fortid i netop Monaco.

Returkampen spilles den 17. marts i Monaco.