Robin Olsen og Malmö triumferede
Illustration
Champions League

Robin Olsen og Malmö triumferede

Malmö FF overraskede onsdag aften, da det svenske mandskab med danske Robin Olsen på mål slog Olympiakos i Champions League.

Onsdag var en stor aften i vente for Malmö FF, da det svenske hold hjemme havde besøg af Olympiakos. Værterne havde danske Robin Olsen på mål, og han skulle sammen med resten af det svenske mandskab få en stor aften med en 2-0 sejr.

Olympiakos satte sig på spillet i en chancefattig indledning, hvor vi skulle frem til det 16. minut for at finde første gode tilbud. Et langskud fra Milivojevic blev dog ikke en reel trussel for Robin Olsen i Malmö-buret

Danskeren fik dog mere at lave kort efter. Et frispark blev fint blokeret efter 21 minutter, og kort efter måtte Olsen på ny afværge en afslutning efter hjørnespark. Første store tilbud til Malmö kom bare to minutter efter, da Markus Rosenberg burde have bragt værterne foran på et frit hovedstød i feltet. 

De svenske værter skulle dog komme foran få minutter før pausen. ET udspark fra Robin Olsen blev skidt håndteret af det græske forsvar, som forærede en helt åben mulighed til Markus Rosenberg. I to omgange fik den svenske profil scoret, og dermed kunne hjemmeholdet gå til pausen foran med 1-0.  

Ti minutter efter pausen appellerede Olympiakos for straffespark efter en tæt situation i feltet, hvor dommeren dog valgte at give en advarsel for film. 

Danske Robin Olsen måtte præstere en stor redning 20 minutter før tid, da Malmö-keeperen på fornemmeste vis snuppede et forsøg fra nært hold fra Jimmy Durmas. Gæsterne forsøgte at presse på i slutfasen, og det gav muligheder til Malmö, der var tæt på at lukke kampen med et godt forsøg fra Markus Rosenberg med et kvarter igen. 

Trods Olympiakos-pres i slutfasen lykkedes det dog Markus Rosenberg at lukke kampen med en flot scoring, hvor gæsternes forsvar på ny ikke så godt ud. Dermed kunne Malmö juble over en flot hjemmesejr på 2-0.