Optakt: FC Barcelona - Paris Saint Germain

"Barcelona var bedre end os på alle områder. Vi taber tydeligvis noget, når vi spiller hver tredje dag”, undskyldte Laurent Blanc på pressemødet efter den nedslående kamp i Paris.

Men Blanc kan i det mindste glæde sig over to ting. For det første kan hans udvalgte elleve spille frit fra leveren. Der er alt at vinde og intet at tabe. For det andet vender vigtige spillere tilbage, ikke mindst Marco Verratti og Zlatan Ibrahimovic.

 

For PSG er et vedvarende pres – ikke bare i starten – altafgørende. Kommer de på 0-2, er sejrens sødme inden for rækkevidde. Og så er det jo (næsten) ligegyldigt, om Barca reducerer med et enkelt mål ved stillingen 0-3. For så er der forlænget spilletid. Er det den lillebitte mente i ligningen, som kan gøre forskellen?

 

Paris Saint-Germain har i mange år været "italiensk" og fremstår i dag nærmest som en hybrid mellem Napoli (3-5-2) og Real Madrid (4-2-3-1/4-4-2). Med nøglepersoner som Verratti på midten – der har tøjlet temperamentet – og David Luiz i defensiven står PSG solidt på banen og kan på en god dag trumfe de fleste europæiske mandskaber alene på intelligente løbemønstre og organisering. 

 

Barcelona har overkommet den krassende krise, som truede med både at bænke stjernespillere og så tvivl om trænertjansen. Luis Enriques mandskab er back in bizz, og med El Tridente – Messi, Suarez, Neymar – i topform er Barca ved at finde melodien. Dén kender vi: En sløv start – og så op i gear!

 

PSG kan blive presset og overmatchet af hold, som formår at holde på bolden. De er heller ikke særligt begejstrede for hold, som spiller dynamisk i området mellem offensiv midt og angreb – som Barca og Bayern. Derfor kan de nemt komme til at stå for dybt. Konsekvensen er gabende huller mellem kæderne og alt for meget luft op til Zlatan og de høje fløje, som forventes at klare det hele på egen hånd.

 

Det var Luis Enriques store svendeprøve: En 3-3-1-3-formation mod PSG tilbage i december 2014. Men den virkede. Problemet var dog Sergio Busquets, som er vant til at spille som en slags hængende centerforsvarer og netop fungerer bedst som bindeled mellem Javier Mascherano og den høje midtbane (i den vanlige 4-3-3). Andrés Iniesta virkede heller ikke helt komfortabel i systemet. Til gengæld trivedes Messi og Mascherano i de mellemområder, som formationen tillader.

 

1) De skal undgå at blive overmatchet på midtbanen. Hvis Barca spiller i en kombination af 3-3-1-3 (og 4-3-3, fordi det er den, de kender bedst), får Verratti en vigtig rolle på midten. Der skal dækkes af bagtil. Der skal tålmodighed til, når først Barca ruller tiqui-taca’en ud. Og der skal skabes fremadrettede, helst overrumplende chancer i dybden og på fløjene.

 

2) Kunsten at holde stand mod El Tridente. I 3-3-1-3-systemet udnytter katalanerne de tre forreste på det ypperste: Messi som 10’er hhv. falsk 9’er. Suarez i foretrukken centerforward-rolle (gerne med driblinger og ryk fra kanten og ind i banen). Og Neymar som venstre wing. Derfor bør PSG’s system kunne forvandle sig fra 4-4-2 til 3-5-2.

 

3) Masser af dynamik og omskiftelighed. Med Edinson Cavani og Zlatan på toppen indbyder systemet til 4-4-2, men det skal som sagt også kunne ”tåle” at blive til 3-5-2. Med andre ord: PSG skal forsvare som Napoli og angribe som Real Madrid.

 

Vi glæder os. God kamp. Det hele er ikke forbi endnu. Bloggen åbner kort før kampstart 20.45.