Video : Tipsbladet
Champions League

Neestrup om Guardiola: Dét inspirerer mig og FCK

Jacob Neestrup var irriterende imponeret over, hvor velforberedte Manchester City var i klubbernes møde i Parken. Faktisk er det noget, som han har ladet sig inspirere af.

Manchester (Tipsbladet): FC København skal onsdag på en tæt på umulig opgave på Etihad Stadium i Champions League.

Nede 1-3 ligner det mission impossible for de danske mestre, der også er hårdt ramt af skader. Jacob Neestrup forsikrer dog, at FC København gør alt, hvad der står i deres magt for at levere en værdig præstation.

Det fortæller han til Tipsbladet og andre medier ved tirsdagens pressemøde på Etihad Stadium.

- Jeg vil ikke underminere denne kamp. Det er en kæmpe kamp for FC København. Jeg ved godt, udgangspunktet er svært, men det er en ottendedelsfinale mod verdens bedste hold. Den er vi ikke for fine til at spille overhovedet, selvom det ser svært ud.

Lukas Lerager og Viktor Claesson er som ventet på skadelisten, men da københavnerne tidligere i dag offentliggjorde deres trup til kampen var yderligere to profiler tilføjet lazarettet.

- Falk fik et tryk på knæet for lang tid siden, som har givet ham nogle problemer. Hvis han spillede kampen i morgen, ville der være en stor risiko for, at han ikke ville være i spil til kampen på søndag. Diogo har haft problemer med anklen og begge forventes at deltage på søndag, hvis træneren mener, at de skal, siger Jacob Neestrup, der forsikrer, at der ikke er tale om en spareøvelse.

Det betyder så at yngre kræfter som William Clem kommer til at få en nøglerolle i morgendagens møde med de forsvarende Champions League-vindere. Det bliver dog ikke ham, der kommer til at gå forrest ind på grønsværen med anførerbindet omkring armen.

- Nej, det gør det ikke. Men det er et udtryk for, at der sidder en ung mand, som vi gerne vil have frem over stepperne. Og så bliver det her forhåbentlig hans første pressekonference af mange. Du kan se ham i startopstillingen i morgen, men det bliver uden et anførerbind.

Flere af klubbens normale kaptajner i Rasmus Falk og Viktor Claesson er ude med skader, mens Nicolai Boilesen og Peter Ankersen i øjeblikket blier vejet for lette. 

- Det kan være, at jeg har valgt ham (en anfører, red.), men jeg vil ikke sige det her. Det er klart, uanset hvem der bærer et anførerbind, skal han kunne bære det med høj værdihed. Det kan man gøre på flere måder.

Både Jacob Neestrup og William Clem lægger vægt på, at FC København skal være solide defensivt og stå sammen som et hold for at have en chance mod Manchester City.

Det er dog bare noget, som Pep Guardiola er opmærksom på, ligesom han ifølge Jacon Neestrup er opmærksom på nærmest alt og efterlader intet til tilfældighederne.

- Jeg sidder og ser alle trænernes pressekonferencer, inden de skal møde os. Da jeg så hans (Peps, red.) fik jeg en rigtig irriterende fornemmelse. Den (fornemmelsen, red.) gik ud på, at de var topforberedte og respekterede os. Det var derfor, at de som det første hold i europæisk sammenhæng i min tid gik ind og tog fuldstændig kontrol over kampen i Parken.

- Det tager jeg med mig og prøver også at tage det med mig til vores kampe. Hvis Manchester City med deres verdensklassespillere og toptræner kan tage en opgave i Parken så voksent, som de gjorde for tre uger siden, så inspirerer det mig og resten af FC København. Det var imponerende.

- Du kan godt få den der fornemmelse, at det bare er noget, nogen siger. Men jeg fik den der fornemmelse af, at der kommer et hold, som ikke kommer til at undervurdere os. De vidste godt, hvilket tryk de skulle spille under. Og den nemmeste måde at tage trykket af, det er ved at tage fat i kuglen, og det lykkedes de meget godt med, må man sige.

Onsdag klokken 21.00 vil det vise sig, om Manchester City er ligeså godt forberedte på returopgøret. Tipsbladet er på plads på Etihad Stadium for at dække begivenhederne.

Foto: IMAGO.