Materazzi: Håber Zidane vinder Champions League
Polfoto/Manu Fernandez
Champions League

Materazzi: Håber Zidane vinder Champions League

Marco Materazzi har ingen onde ord at sige om Zinedine Zidane, som han håber vinder Champions League.

Det trak store overskrifter, da Marco Materazzi under VM-finalen i 2006 fik en skalle i brystet af Zinedine Zidane.

Men ti år efter er Materazzi ikke bitter. Tværtimod håber han, at manden, der smækkede ham en skalle, vinder Champions League med Real Madrid lørdag aften.

- Jeg støtter Zidane, siger Materazzi til Mediaset Premium.

- Jeg holder med dem, der ikke har stjålet noget fra mig. Simeone stjal et mesterskabstrofæ fra mig, da han var i Lazio, begrunder Materazzi.

Episoden Materazzi henviser til er fra Serie A-sæsonen i 2001-02, hvor Simeones Lazio i sidste spillerunde slog Inter med 4-2.

Inter, der inden sidste spillerunde lå på førstepladsen, blev derfor overhalet af Juventus, der løb afsted med mesterskabet. Inter havde på daværende tidspunkt ikke vundet Serie A siden 1989.