Kent Nielsen tror på avancement
Illustration
Champions League

Kent Nielsen tror på avancement

AaB var skuffede efter det kun blev til 1-1 hjemme mod Apoel onsdag aften. Men Aab-træneren mener dog, at det nordjyske mandskab har gode muligheder i returen.

AaB fik onsdag aften tilkæmpet sig 1-1 hjemme mod cypriotiske Apoel i Champions League-kvalfikationen, og kan derfor se frem til et returopgør, hvor man er tvunget frem på banen, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at kvalificere sig videre til gruppespillet. Aab-træner Kent Nielsen er dog ved godt mod.

- Jeg er ved godt mod, og jeg tror på, at vi kan vende det på udebane. Apoel har et godt udgangspunkt, men jeg vil vurdere, at vi har 45 procents chance for at gå videre, udtaler Kent Nielsen til Ritzau.

Kent Nielsen var generelt meget tilfreds med det spil, der blev vist på Nordjyske Arena onsdag aften.

- Vi spillede bedre, end jeg havde turde håbe på. Vi var meget dominerende og skabte rigtig mange muligheder, hvilket overraskede mig en smule. Det er ærgerligt, at vi ikke er effektive nok, men omvendt er det stærkt, at vi holder Apoel væk fra mange chancer, forklarer AaB-træneren.

I den kommende weekend er der ikke Superliga-fodbold på programmet, og det passer den danske mester-træner ganske godt.

- Vi er meget glade for, at vi får nogle ekstra dage til at forberede os. Vi skal se en del dvd'er de næste par dage og træne i weekenden, inden vi flyver til Cypern på mandag, siger Kent Nielsen.

AaB spiller returopgøret på Cypern mod Apoel på tirsdag.