Jess Thorup lyner mod FCM: Vi står jo og kigger fodbold
Foto: Tycho Gregers/Polfoto
Champions League

Jess Thorup lyner mod FCM: Vi står jo og kigger fodbold

Jess Thorup skånede ikke sit hold efter kampen mod APOEL, som blev tabt med 1-2 i Champions League-kval'en.

FC Midtjyllands nye træner Jess Thorup har kun været i klubben i lidt over to uger, og havde stået i spidsen for klubben i fire kampe, som blev til fire sejre. Tirsdag aften blev det dog til nederlag i hans femte kamp.

Det skete i Champions League-kvalifikationskampen mod APOEL Nicosia. Her måtte 'Ulvene' gå fra banen med et 1-2-nederlag, og her peger FCM-træneren på første halvleg som årsag til nederlaget.

Det sagde han i et interview med 3+ kort efter kampen.

- Det er første halvleg. Vi kommer slet ikke udover stepperne. Jeg ved ikke om, vi kan sige, at vi ikke var klar. Vi står jo og kigger fodbold. Vi viser ikke den aggressivitet, som vi gerne vil, og så får de lov til at spille rundt om os i perioder. Så er det klart, at vi også laver nogle personlige fejl, som bliver straffet benhårdt på det her niveau, siger Jess Thorup.

Han synes dog også, at der var noget ved kampen, som han kunne tage med videre.
 
- Vi skal tage de lærepenge med, som der er ved det her. Vi havde forberedt os supergodt, og jeg synes, vi kan være godt tilfreds med vores anden halvleg, hvor vi kreerer de chancer, der skal til for at komme tilbage i kampen. Vi også kommer godt tilbage, og får også scoret et godt mål. 

Returkampen i Champions League spilles på tirsdag i Nicosia.