Video : Tipsbladet
Champions League

Her er Ole Gunnar Solskjærs nye job

Ole Gunnar Solskjær skal arbejde for det europæiske fodboldforbund.

Ole Gunnar Solskjær har fået nyt job - og der er ikke tale om et trænerjob for den 50-årige nordmand, der ikke har været på lønningslisten i nogen klub, siden han forlod Manchester United for snart to år siden.

Nu er Ole Gunnar Solskjær kommet på lønningslisten hos UEFA - det europæiske fodboldforbund.

Forbundet har hyret den norske Manchester United-legende til at være en del af et ekspertpanel, som har et særligt fokus på Champions League-gruppespillet, der blev sparket i gang i denne uge med kampe tirsdag og onsdag.

- Mine rolle i UEFA går ud på, at jeg skal være til stede ved Champions League-kampe og analysere holdene. Jeg skal blandt andet have fokus på, hvordan holdene forsøger at straffe modstanderen. Jeg vil kunne betragte holdene fra et andet perspektiv, end da jeg var træner, siger Ole Gunnar Solskjær til The Athletic.

UEFA har i løbet af de seneste 25 år udarbejdet flere hundrede analyser på baggrund af kampe med både klubber og landshold. Mange af disse rapporter er lavet af tidligere toptrænere.

For nyligt kom det frem, at Ole Gunnar Solskjær har takket nej til at blive kvindelandstræner i Norge.