
Superligaens 12 hold er i fuld gang med forberedelserne til forårets 15 spillerunder. HB Køge har i den seneste tid været i Tyrkiet på træningslejr og spillede her i dag sin tredje træningskamp.
Modstanderen var rumænske Vointa Sibiu, som braget sig foran 1-0 med omkring 20 minutter tilbage af kampen. Anfører Thomas G. Christensen fik dog med 10 minutter igen sørget for udligningen 1-1, der blev kampens resultat.
Dermed kan HB Køge rejse tilbage til Danmark med en sejr, en uafgjort og et nederlag i bagagen. Hjemme venter to træningskampe mod henholdsvis Landskrona og Ef, inden det bliver alvor 4. marts, når AC Horsens kommer på besøg i forårspremieren.
LÆS OGSÅ: Superliga: Sådan gør din klub
Silkeborg IF var også i træningskamp torsdag, og her blev det til en knusende 5-0-sejr ude over Viborg. Superliga-holdet dominerede og kunne med to mål af veteranen Henrik Tømrer Petersen, to af Christian Holst og et af Kasper Risgård tage tilbage til Silkeborg med en god følelse i kroppen med godt tre uger til Superliga-start.
Silkeborg har to gange tidligere været i træningskamp, hvor det først blev til 2-2 mod FC Vestsjælland og siden et 3-2-nederlag til AC Horsens. Dermed kunne Troels Bechs tropper altså for første gang i 2012 fejre en sejr.
Inden premieren 5. marts ude mod OB venter Randers FC i en træningskamp og siden en træningslejr i Tyrkiet, hvor et par kampe også er i vente.